27/06/2026
Rekordernes dag for herrernes 2. hold.
På en måske rekordhøj varm fredag eftermiddag at afholde en holdkamp på (32 grader i skyggen), i Holstebro, stod VLTF's 2. hold i liga 3 for flere bemærkelsesværdige rekorder. For det første var de herrer Klaus Bagger, René Kristensen, Uffe Larsen og ikke mindst nestor Christian Nissen med samlede 250 år på bagen (udregnet af kasserer Uffe😊 så den er god nok) den ældste opstilling i VLTF's historie. For det andet var Christian den ældste til at stille op i holdturneringssammenhæng (78 på mandag😄) og da han med sine 65 års erfaring også tog pynten af sin 25 årige modstander med en sikker sejr på 11-9 I matchtiebreak (dog efter 3 missede matchbolde ved 9-6), blev han også den ældste vinder af en single i klubbens historie . Da han og unge Uffe (kun 65 år senere på året) var hamrende suveræne i 2. herredouble mod deres modstandere på samlet 38 år, blev de 2 også de sammenlagt ældste i VLTF til at stille op og endda vinde i DTF's holdturnering. Uffe vandt også sikkert sin single, men dog ikke med rekordcifre. Det var der dog en anden, der gjorde. René Kristensen (snart 58 år) vandt først sin single 60, 60, og i 1. herredouble med Klaus nægtede René også at afgive partier mod de modløse modstandere, så 24-0 til René. Det er muligvis gjort før i VLTF's historie, men er ikke gjort bedre, så minimum en tangering. Endelig vandt benjamin Klaus (kun 50 år til september) også sin single, så VLTF's ældste hold i historien nød grillpølser og hyggelig stemning i Holstebro, der tog nederlaget med stoisk ro.
Herunder de trætte og varme, men glade kompetanter.
20/06/2026
Endnu en stor sejr til VLTFs kvinder i 2. division 💪🎾
Der blev ikke afgivet mange partier i Hjørring på denne varme sommerdag i juni.
På førstesinglen gjorde Freja hurtigt rent bord og på banen ved siden af, var Louise ét (dårlige serveparti) fra at gøre præcis det samme. Også Ida og Lærke slog enhver modstand væk med lækkert insisterende tennisspil. Inden doublerne havde VLTF holdet kun afgivet to partier.
På førstedoublen uddelte Freja og Louise to æg, og også Ida og Lærke tog en stensikker sejr på andendoublen.
Efter tre holdkampe går kvindeholdet ubesejret på sommerferie og er klar til kamp igen til august 💪🏼
15/06/2026
🎾 Årets tenniscamp i Viborg Lawn Tennisforening 🎾
Årets tenniscamp byder på en masse sjove lege, teknisk og taktisk træning, en masse smil og hygge.
Begge dage vil der være en formiddagssnack i form af frugt og lidt saft.
Husk at have madpakke med til frokost, og nogle snacks til dagene.
Vi glæder os til at bruge nogle hyggelige dage med jer på tennisbanerne
🧑🏽💻 Tilmelding på VLTF’s hjemmeside: https://www.VLTF.dk
💰 Pris: 400kr
📅 Tidpunkt: 1-2 Juli 2026
⏰ 09.00-15.00 begge dage
📍 Viborg Lawn Tennisforening, Liseborg
- Louise og Lærke✨
13/06/2026
I sidste uge blev årets voksen intro hold afsluttet, der var 9 voksne på holdet, her ses nogle af dem 💪🏼
Tak for nogle gode timer sammen på banerne! Vi glæder os til at se jer derude henover sommeren - tag god imod de nye ansigter i klubben, hvor flere af dem allerede er på trænings hold 🎾👟
08/06/2026
🎾 KLUBMESTERSKAB🎾
Tiden er inde for årets klubmesterskab, og derfor søger vi alle med den mindste interesse for kampe og hygge. Alle er velkommen, ligegyldigt niveau!
Ved tilmelding skal der skrives, om man ønsker at spille single eller double/mix double, og lidt om det niveau du er på. Herudfra bliver holdene vurderet og lavet, så kampene bliver så jævnbyrdige som muligt.
Tilmelding forgår til Trine, med en frist seneste d. 13/6: [email protected]
Datoer og mere indformation kan læses i mailen vedrørende klubmesterskabet eller i goMember.
31/05/2026
Sikker sejr til herrerne i 3. division.
VLTF' herrer i 3. division fik udsat premieren i DTF's holdturnering pga. kraftig regnvejr, men 2. pinsedag var de klar til at tage imod Båndbyerne. Båndbyerne forhindrede for 2 år siden holdet i at rykke op, så der blev set frem mod en jævnbyrdig kamp og forhåbentlig revanche.
Der blev startet med doublerne, og Martin Kappel Knudsen og Thomas Christensen var fyr og flamme i deres 2. double, der blev vundet 6-1, 6-1. I 1. herredouble stillede VLTF med Kristian Dahl og Klaus Bagger, men her gik det ikke helt så godt, og de tabte i en tæt kamp i matchtiebreak.
Så 1-1 inden singlerne, hvor Kristian på 1. singlen ikke efterlod meget tvivl og kun afgav 1. parti i hele kampen. Stephan Alex Jensen var skiftet ind til singlerne, og på trods af lidt problemer i 2. sæt var sejren heller ikke her i fare. Til gengæld måtte Thomas på 3. singlen se sig slået i 1. sæt, men herefter lynede forhånden og serven og comebacket blev fuldført i matchtiebreaken. Endelig var der lidt startvanskeligheder for Martin på 4. singlen, men da der først kom fokus på og efter gode råd fra sønnike, blev sejren sikker i 2 sæt.
Så samlet 5-1 og en næsten perfekt start på holdturneringen. Herunder 4 af de 5 kompetanter, kun småbørnsforælderen Kristian var desværre taget hjem :-).