30/08/2026
Se lige hvor flot vores juniorer spiller 👏👏👏 Så bliver man stolt 🥰
🌧️⛳ Flot Mollerup-afslutning på årets D-Tour – og to spillere klar til finalen!
I går blev sidste afdeling af årets D-Tour afviklet i Gyttegård Golf Klub ved Billund. Vejret viste sig bestemt ikke fra sin bedste side med blæst og masser af regn, men det afholdt ikke Mollerups juniorer fra at levere en flot afslutning på sæsonen.
Hele 7 juniorer fra Mollerup Golf Club var til start, og der var ekstra meget på spil, fordi sidste afdeling samtidig afgjorde årets Order of Merit – og dermed hvem der kvalificerede sig til D-Tour Cup-finalen i oktober.
🏆 Dagens bedste individuelle Mollerup-resultat stod Alvin Biskjær for. Alvin spillede sig til hele 38 Stableford-point over de 18 huller og tog en rigtig flot 3. plads i U13 Mesterrækken blandt 7 spillere. Det betyder samtidig, at Alvin slutter sæsonen som nr. 4 på Order of Merit. Kun de to øverste fra rækken kvalificerer sig til finalen, så det blev lige akkurat ikke denne gang – men en meget flot sæson og afslutning fra Alvin!
I U16 Mesterrækken, D-Tours stærkest besatte række, stillede Mollerup med Elliot Møller Larsen, Bertram Biskjær og Carl Emil Møller. Elliot var undervejs oppe og snuse til toppen af resultatlisten og kom hjem med 33 point og en flot 12. plads. Bertram sluttede som nr. 26 og Carl Emil som nr. 36.
På årets samlede Order of Merit blandt hele 64 spillere slutter Bertram som nr. 18, Elliot som nr. 31 og Carl Emil som nr. 36. Stærkt gået i et meget konkurrencedygtigt felt.
I U16A havde Aksel Johan Dahl Steen allerede inden sidste afdeling sikret sig en placering helt i toppen. Under de ekstremt vanskelige forhold måtte han denne gang tage til takke med en 24. plads, men det ændrede ikke på en fremragende sæson:
🥈 Aksel slutter som samlet nr. 2 på Order of Merit blandt 55 spillere – og er dermed kvalificeret til D-Tour Cup-finalen!
Konrad Boy Lindholm har desuden spillet to D-Tour-runder i år og slutter som nr. 51 på ranglisten.
Den største spænding fandt vi i U13A, hvor hele 12 spillere inden sidste afdeling fortsat kunne blande sig i kampen om placeringerne fra nr. 3 til 6 på Order of Merit. Blandt dem var både Mille Seija Sejer og Isaac Phillip Steen.
Mille leverede endnu en stabil runde i det vanskelige vejr og scorede 19 point, hvilket gav hende en 4. plads på dagen. Isaac sluttede som nr. 10. Begge kunne efterfølgende fortælle om greens, hvor vandet flere gange fik ellers gode putts til nærmest at gå i stå på vej mod hullet – så der kunne bestemt have været endnu flere point at hente.
Men resultatet var nok:
🏆 Mille slutter årets U13A Order of Merit som samlet nr. 5 og kvalificerer sig dermed også til D-Tour Cup-finalen i oktober!
Isaac slutter samlet som nr. 10, Alex Winther Korsgaard som nr. 21 og Frederik Ravn som nr. 23. Frederik har kun to registrerede runder i årets Order of Merit, så også her er der masser at bygge videre på.
Og når vi gør sæsonen samlet op, har hele 10 forskellige Mollerup-juniorer været ude at repræsentere klubben på D-Tour i år:
Alvin, Mille, Isaac, Alex, Frederik, Aksel, Konrad, Elliot, Bertram og Carl Emil. 👏
Det er i hvert fald længe siden, at Mollerup har haft så bred en deltagelse i D-Tour – og samtidig kan vi sende to spillere, Aksel og Mille, videre til årets D-Tour Cup-finale.
Det er noget, vi som klub kan være rigtig stolte af. Ikke alene på grund af resultaterne, men fordi så mange af vores juniorer har haft mod på at komme ud, spille turneringsgolf, møde spillere fra andre klubber og repræsentere Mollerup.
👏 Virkelig flot gået af jer alle!
📸 På billederne: Alvin, der forsøger at finde lidt ly for regnen i Gyttegård, og Mille der har puttet hul 18 i øsregnvejr og med præmien efter sin 4. plads i U13A.
Næste stop for Aksel og Mille: D-Tour Cup-finalen i oktober, hvor der spilles 2 x 18 huller over lørdag og søndag. 🍀⛳
27/08/2026
25/08/2026
25/08/2026
25/08/2026
24/08/2026
24/08/2026
23/08/2026
23/08/2026
23/08/2026