11/08/2026
C1 Scandinavia vender tilbage til gerningsstedet
Den kriminelt underholdende løbsserie tager hul på efterårssæsonen på Ring Djursland i weekenden med masser af køretid og hygge.
Med første halvdel af sæsonen vel afviklet har klassens deltagere haft en solid sommerpause til at få adskilt, justeret, smurt og samlet bilerne forud for efterårets tre løb. Måske har der også været tid til lidt mentaltræning og forberedelser til årets andet løb på Ring Djursland - banen, hvor det hele startede i 2024.
Sæsonens faste kørere er klar til en tur i bakkerne ved Tirstrup, men en enkelt ændring bliver spændende at oplevelse på banen. Sidste års mester, Kaj Jazukevicius, lader sin egen bil stå hjemme og deler i stedet køretid med Anders Fyllgraf i Team CARMA Racing’s blå lyn. Måske denne strategiske manøvre kan hjælpe Fyllgraf tilbage til toppen af feltet efter en mager første halvdel af sæsonen.
Til gengæld skal de to forvente modstand i store mængder. Casper Olsen har for længst bevist, at han er hurtig på Ring Djursland. Men det er Emil Waldeck også. Og Martin Andersen. Og Sebastian Kiilerich. Og Rasmus Larsen. Og Peter Bach skal nok også melde sig ind i dén kamp.
Frederik Sieverts er tilbage i den sort/hvide racer, ligesom Jens Chr. Schrøder og Torben Klausen er klar til at følge op på deres debut i juni måned. Kevin Poulsen og den orange racer kommer også stærkt tilbage efter en flot weekend på banen inden ferien, og der bliver også plads til to andre profiler. Promotor Per Bernd trækker igen hjelmen på hovedet og smager sin egen medicin i weekendens to løb. Søren Larsen tager også sin første tur i C1-raceren i denne sæson.
Ved siden af racet bliver der også plads til hyggen. Den er ekstra vigtig i denne weekend, hvor kørerne mindes deres konkurrent og kammerat, Tobias Hentze Andersen, som mistede livet for få uger siden. Udover at være en imponerende hurtig racerkører var Tobias en god kammerat, som altid var klar med en hjælpende hånd og gode råd til sine konkurrenter. Weekenden vil blive kørt i hans ånd: Med fuld fart fremad og højt humør fra start til slut.
05/08/2026
𝐌𝐢𝐧𝐝𝐞𝐨𝐫𝐝: 𝐓𝐨𝐛𝐢𝐚𝐬 𝐇𝐞𝐧𝐭𝐳𝐞 𝐀𝐧𝐝𝐞𝐫𝐬𝐞𝐧
Polesitter, løbsvinder og højt værdsat kammerat i C1 Scandinavia, Tobias Hentze Andersen, er alt for tidligt blevet revet bort.
Som fast bestanddel af den røde C1’er med nummer 45 trådte Tobias sammen med Kasper Thorsø Hansen ind i C1 Scandinavia med fuld kraft i 2025-sæsonens andet løb på Padborg Park. Selvom makkerparret på forhånd havde stemplet deltagelsen i klassen som 100 procent hygge og sjov, var ingen i tvivl om, at især Tobias havde det sjovest, når han var med helt fremme.
En stærk kampgejst kombineret med en vis mængde talent bag rattet betød også, at bilen med nummer 45 i dag er noteret for banerekorderne på Sturup Raceway, Padborg Park, FDM Jyllandsringen, Ring Djursland og Classic Race Viborg - samtlige baner, Tobias, Kasper og den røde C1’er har været til start på.
Han var hurtig og han var en fighter. Det kunne tydeligt ses, når hans tillid til egne og bilens evner en sjælden gang overgik realiteterne. For det meste gik det godt, og når en satsning resulterede mere i gips end i guld, blev det alligevel taget med et smil og en kæk bemærkning. For når alt kom til alt, handlede det jo stadigvæk om hyggen.
Selvom Tobias var en stærk og konkurrencedygtig racerkører, er det ikke for hans tid bag rattet med det stålsatte blik i øjnene, vi vil huske ham for.
Når hjelmen kom af, var Tobias alt andet end en hård og frustrerende hurtig konkurrent. Han var beviset på, at konkurrencegenet sagtens kan eksistere side om side med kammeratskab, ordentlighed og store grin. Ingen kunne være i tvivl om hans holdninger eller værdier, og han var villig til at forsvare dem, hvis de blev udfordret.
For Tobias handlede motorsport om sammenhold, store oplevelser og jagten på en målsætning. Selvom han kom fra større løbsserier befandt han sig godt i klassen, og hans mindset og væremåde gjorde ham til en modstander, som var træls at genkende i bakspejlet, men som man holdt af at få øje på i ryttergården. Som sportsmand kan det vel næsten ikke gøres bedre.
Vi kommer til at savne Tobias og hans humor, sportsånd og kammeratskab.
Æret være Tobias’ minde.
C1 Scandinavia
23/07/2026
Vi mener det faktisk helt alvorligt:
Det bliver ikke billigere at udleve drømmen om at trække i køredragten og køre racerløb i en rigtig bil på en rigtig bane.
Der er ledige pladser til licenskursus på FDM Jyllandsringen den 17. august.
Book gennem os og lej en C1'er til dagen. Du undgår slid på din personbil, og samtidig får du en smagsprøve på livet bag rattet af en C1-racer.
Gør noget ved drømmene - Ring til Kongen af Mikrobiler, Per Bernd, på 5380 1093 eller send en mail på [email protected] for at høre mere.
21/07/2026
Her er Martin.
Martin havde en drøm. Han ville være racerkører.
Martin byggede en C1S-racer og tog licens, så han kunne udleve sin drøm.
Vær klog. Gør som Martin. Udlev drømmen.
For eksempel til licenskursus på Jyllandsringen den 17. august. Så kan du lige nå med på Ring Knutstorp og finaleløbet på Jyllandsringen...
Kontakt Licensminister Per på telefon 5380 1093 eller [email protected] for at høre nærmere)
Vi ses på banen.
20/07/2026
Selvom det kræver sin mand (m/k) at køre racerløb i en C1'er, kan det godt hænde at man får brug for et kram efter at have passeret det ternede flag.
Det kan vi også godt klare i C1 Scandinavia.
Skal du køre med på Ring Djursland den 15-16. august?
Kontakt vores Chief Hugging Officer, Per B, på 5380 1093 eller [email protected] og hør mere om hvordan du kan bytte ussel mammon for en vild rus af adrenalin og endorfiner.
17/07/2026
Der er flere muligheder for at komme på banen i weekenden 15-16. august, når vi er tilbage på Ring Djursland 🔥
Kontakt Don Bernie på telefon 5380 1093 eller [email protected] for at høre om mulighederne 🙌
09/07/2026
Vi ved det - det er allerede en måned siden, vi havde en vild, voldsom og fantastisk weekend på Ring Djursland.
Med endnu en måneds uudholdelig ventetid foran os er her tre kvikke tips til at holde humøret oppe mens du venter på at alt bliver godt igen!
Forslag 1: Anvend bilen som havemøbel
Uanset om du har brug for skygge eller ly for en regnbyge (dansk sommer, ik') kan du med fordel parkere raceren i haven. Den er både dekorativ og har ét behageligt sæde, hvorfra du kan nyde de skønne dufte af racerbil og drømme dig tilbage til Ring Djursland.
Forslag 2: "Hvor mangler den her bolt mon..."
Bilen fejler absolut ingenting. Men der er en måned til næste løb, så hvorfor ikke skille hele maskineriet ad for at tilse, justere og rengøre dele som allerede var fint justerede og rengjort?
Forslag 3: It's a mind game
Sidste løb var på Ring Djursland. Næste løb er på Ring Djursland. Brug ventetiden på at analysere onboard-videoer fra sidste løb i slowmotion for 117. gang, indtil familien minder dig om, at der også findes et liv uden for banen. Kan eventuelt gøres fra dit midlertidige havemøbel/kunstværk (se forslag 1) for bedre indlevelse.
Bonusforslag: Har du endnu ikke anskaffet dig en C1-racer kan du faktisk godt nå at købe en bil og bygge den om, så du er klar til at køre med på Ring Djursland den 15-16. august...
09/07/2026
Til salg.
Mangler du en C1 Racer så er der en lige her. En hvid nybygget en af slagsen . Kontakt Per for mere info 5380 1093