Maria Pauli

Hun svarer hårdt.
Og du kan mærke det med det samme.

Måske bliver du irriteret. Ramt. Eller får lyst til at sætte hende på plads.

Og før du egentlig når at tænke over det, har du svaret tilbage.

Pludselig handler konflikten ikke længere kun om det, hun sagde.
Din reaktion er også blevet en del af det, der sker mellem jer.

Det synes jeg er noget af det mest interessante ved relationer.

For vi kan meget nemt komme til at fokusere på den andens adfærd:
Hvorfor siger hun sådan? Hvorfor gør hun sådan?

Men nogle gange ligger der noget vigtigt i i stedet at blive nysgerrig på:

Hvorfor ramte det mig så meget?
Hvad satte det i gang i mig?

Ikke fordi vi skal acceptere alt fra vores teenagere.

Men fordi det giver os mulighed for at opdage vores egen del af det, der sker mellem os.

Og lige dér får vi lidt mere mulighed for at vælge, hvordan vi selv vil være i relationen. 🤍

Om ganske kort tid rejser min 21-årige søn om på den anden side af jorden.

Og jeg glæder mig helt oprigtigt på hans vegne. Det bliver et kæmpe eventyr og hans helt eget.

Han har selvfølgelig for længst nået den alder, hvor jeg hverken skal vide alt, hjælpe med alt eller være en del af alle beslutninger. Han står fint på egne ben.

Men der er alligevel noget ved, at han nu skal så langt væk, der gør den forandring, der stille og roligt er sket gennem årene, meget tydelig for mig.

Rollen som mor ændrer sig.

Ikke fra den ene dag til den anden. Mere lidt efter lidt, næsten uden at man opdager det.

Og jeg tror, jeg er ved at opdage, at min betydning som mor ikke bliver mindre, fordi mine børn bliver voksne.

Den får bare en anden form.

Mens han er på vej ud på sit næste store eventyr, skal jeg måske også finde min plads i endnu en ny fase af vores relation.

Det er både lidt vemodigt og ret fantastisk.🤍

Jeg synes, der sker noget særligt, når ens børn bliver større.

Pludselig er der lidt mere plads.

Ikke nødvendigvis mere tid 😅 – men en anden slags plads.

Og så er der noget andet, som ingen rigtig havde fortalt mig om.

Den der lille forsmag på “empty nest”.

Ikke fordi reden er tom endnu. Men fordi man langsomt opdager, at ens børn har mere og mere af et liv, der ikke foregår sammen med én.

De har deres egne planer. Deres egne mennesker. Deres egen verden.

Og det er jo præcis, som det skal være.

Men det kan godt føles lidt mærkeligt alligevel.

Samtidig kan jeg mærke, at den nye plads får mig til at tænke mere over mit eget liv. Hvad jeg har lyst til at bruge min tid på. Hvad jeg gerne vil skabe mere af. Og måske også hvad der ikke behøver fylde helt så meget længere.

Det er nok også noget af det, der ligger bag alle de forandringer, der er sket hos mig det seneste år.

Din Balance er blevet til Maria Pauli. Mit arbejde har fået en tydeligere retning. Og jeg kan mærke, at det føles mere og mere rigtigt.

Jeg tror egentlig, at mens mine børn stille og roligt finder deres plads i deres voksenliv, er jeg også ved at finde min i en ny fase af mit. 🤍

Så er Kirkeyoga og Livsreflektion åben for tilmelding ❤️

✨Tilmeldingen er nu åben ✨ Kirkeyoga & Livsrefleksion: Mere ro, nærvær og refleksion ✨Tirsdag d. 8. september kl. 18.30 ✨

Brøndbyvester Kirke danner endnu en gang ramme om stemningsfulde aftener med yoga og meditation. 🧘‍♀️🧘‍♂️

Kirkeyoga & Livsrefleksion er et roligt frirum, hvor du får mulighed for at sætte tempoet ned, lande i kroppen og give plads til refleksion.💆‍♀️🍂🍁

Gennem livsnære temaer, blid yoga, mental træning og guidet meditation inviteres du til at skabe mere ro – både indeni og i dine relationer. Når vi skaber mere ro i os selv, bliver det lettere at møde både livet og hinanden med nærvær.

Tema for tirsdag d. 8. september:
• Ro begynder indefra
Kom med til en aften med livsrefleksion, blid yoga og guidet meditation med fokus på at skabe mere ro, nærvær og balance i hverdagen.

Tilmeld dig allerede i dag via linket i kommentarsporet, hvis du gerne vil være sikker på at få en plads. ⬇ Alle er velkommen, uanset erfaring.

Når ens teenager træder ind i en ny gruppe, kan man næsten komme til at følge lidt med fra sidelinjen.

Har hun fundet nogen?
Hvem skriver hun med?
Er de andre allerede blevet en gruppe?
Hvorfor er hun hjemme i aften?

Og før man ved af det, er man måske selv kommet længere frem i bekymringen, end ens teenager er.

Det kender jeg godt.

For bekymringer har det med at kalde på mere opmærksomhed. Når først tanken “mon hun føler sig udenfor?” har fået fat, begynder vi helt automatisk at lægge mærke til de små ting, der kunne bekræfte den.

At hun ikke fik en besked.
At hun er hjemme en fredag.
At hun ikke nævner de nye venner så meget.

Men vores bekymring er ikke nødvendigvis et billede af, hvordan hun har det.

Når vi bliver bekymrede for, om vores teenager har det godt, registrerer hjernen det hurtigt som noget, vi skal være opmærksomme på. Og så begynder den at lede efter tegn, der passer til bekymringen.

Pludselig får den manglende besked lidt større betydning. En stille fredag bliver måske til et tegn på, at hun ikke er blevet en del af gruppen.

Ikke fordi der nødvendigvis er noget galt – men fordi vores opmærksomhed allerede er blevet rettet mod det, vi er bange for.

Og måske er hun i virkeligheden bare i gang med at finde sin plads. I sit eget tempo.

Vi behøver ikke altid handle på vores bekymringer. Nogle gange skal vi først opdage, at det er dem, vi ser igennem. 🤍

Jeg kender det godt selv.

Når ens teenager fortæller om noget, der er svært, kan man næsten automatisk begynde at lede efter en løsning.

“Har du prøvet…?”
“Hvad nu hvis…?”
“Skal jeg hjælpe dig?”

Det kommer jo fra et godt sted. Vi vil så gerne hjælpe 🤍

Men nogle gange er det ikke løsningen, hun har brug for lige dér.

Måske har hun bare brug for at fortælle. At blive lyttet til. Og mærke, at vi godt kan være i det sammen med hende – uden straks at skulle gøre noget ved det.

Det øver jeg mig også på.

Hun kommer hjem.
Svarer kort.
Virker irritabel.

Og før du næsten når at opdage det, kan du mærke, at dit eget humør også begynder at ændre sig.

Det er egentlig ikke så mærkeligt.

Vi aflæser hele tiden hinanden – tonefald, ansigtsudtryk, kropssprog og stemninger. Og nogle gange reagerer vores egen krop, før vi når at tænke over det.

Men hendes følelse behøver ikke blive din.

Når du får øje på, hvad der sker i dig, får du også lidt mere mulighed for at vælge, hvordan du vil møde hende.

Og nogle gange begynder forandringen i relationen lige dér. ❤️

Forleden spørger min datter helt spontant, om jeg vil have et kram ❤️

Selvfølgelig vil jeg det.

Så kommer fortsættelsen:
“Så kan du dufte min nye parfume.” 😂

Okay… måske var der en lille bagtanke.

Men jeg tager den.

Jeg griber efterhånden enhver chance, jeg får for en krammer – også når der følger en ny parfume med.

For når vores børn bliver større, ændrer nærheden sig også.

Og de små øjeblikke tager jeg gerne imod, præcis som de kommer ❤️

.

Når vores børn bliver større, sker der noget lidt mærkeligt.

De får flere mennesker omkring sig. Venner fylder mere. De fortæller os mindre. De træffer flere beslutninger selv.

Og måske kan man som mor indimellem mærke den lille usikkerhed:

Hvor meget har hun egentlig brug for mig nu?

Jeg tror, vores rolle ændrer sig mere, end den forsvinder.

Fra at være den, der går foran og viser vej, til oftere at være den, der står lidt ved siden af.

Stadig tæt på.
Stadig interesseret.
Stadig et sted at komme hjem til.

Det er bare en anden måde at være vigtig på. ❤️