Martine.spang

10 år som kærester♥️
Igår var magisk ✨
Jeg er klar til 10 år mere💪🏻

B E G R Æ N S E T

Jeg er begrænset. Min krop sætter begrænsninger. Den har sagt stop. I maj stoppede jeg med at arbejde. Min krop kunne ikke mere. Den gjorde ondt. Jeg har siden da været til diverse lægebesøg, skanninger, fysioterapeauter, osteopat og psykologer. Det har taget lang tid at finde årsagen til smerterne. Men der er en årsag. Heldigvis.

Jeg har permanente skader i højre side af min lænd. Forsnævring af nerverodskanalen. En følgeskade af min dobbelte diskusprolaps. Det giver smerter i lænd og fod og til tider et meget tungt højre ben. Derudover lider jeg af rygsygdommen Syringomyeli. Intet farligt, men den er der. En kronisk sygdom. Formentlig medfødt. Kort fortalt er det en cyste i rygmarven. Lige nu har jeg ingen symptomer, men den kan udvikle sig. Det betyder ny skanning og undersøgelse om 6 måneder.

Jeg kan mindske smerterne med den rette, moderate og kontinuerlige træning, men det forsvinder ikke. Aldrig. Den melding slog mig ud. Jeg har altid handlet. Fundet en vej og løst det. Men det kan jeg ikke her. Jeg skal leve med det. Og det er svært. Jeg kan ikke længere bruge min krop, som jeg vil. Den begrænser mig. Når den gør for ondt. Og jeg skal lytte til den. Det er en rutchebanetur. Jeg har været helt nede og vende. Men jeg er på vej op igen. Der er langt. Men jeg er på vej.

Jeg går hos en fysioterapeaut, som hjælper mig med at træne igen. Løfte jern. For det kan jeg godt. Bare moderat. Ikke for tungt. Og så går jeg til rygtræning. Rolig men nødvendig træning. Og begge ting virker. Både på krop og sind. For det er hårdt for sindet. Mit sårbare sind har altid været afhængig af det endorfin kick som hård fysisk træning giver. Det var mit drug. Min motivation.

Jeg har accepteret min tilstand. Med smerter, sygdom og moderat træning. Næste skridt bliver igen at ændre kurs arbejdsmæssigt. Jeg er i vildrede på det punkt. Men det må vente. Mit fokus nu er på at få krop og sind til at fungere optimalt. Samtidig. Træning og terapi er vejen frem. Andre radikale ændringer må vente.

Så biksen er altså stadig åben, hvis du har brug for hjælp til træning. For selvom jeg er begrænset i mine fysiske udfoldelser, kan jeg stadig svinge pisken 💪🏻

Den klamme klo…

Jeg har holdt ferie. Først med familien og så med en veninde. Det hele har været dejligt. Lørdag kom jeg hjem fra Kreta. En uge under sydens sol med en god veninde gør underværker. Jeg var klar til at komme hjem til mand og børn og til at tage fat på hverdagen igen. Men hverdagen lader vente på sig.

I sidste uge endte ungerne i isolation hos farmor og farfar. Vi troede de klarede frisag fra coronaens klo. Men vi tog fejl. Så nu sidder vi her. Ungerne og jeg. Med hver vores skærm. Jeg orker ikke andet i dag.

Jeg har brugt formiddagen på at aflyse og udskyde ugens program. Tandlæge, reumatolog, kosmetolog, div. møder, fejring af første skoledag og ikke mindst udskydelse af vores besøg på Tivolihotellet. For fjerde gang.

Det var en hård dag i går. Ungerne gik glip af første skoledag. Den kommer ikke igen. Heldigvis har de mange første skoledage tilbage, men allerførste skoledag i 0. Klasse er bare speciel. De er nu væk hjemmefra på 5. uge!!! De savner alt derhjemme. Hus, skole, venner og ikke mindst deres far. De er sprøde i kanten, så der skal ikke så meget til, før læsset vælter. Og jeg har det på samme måde.

Igår fik jeg svar på min MR scanning. Den viste en hel del. Slidgigt, modic forandringer og trykken på nerverne. Der er mere som kræver en ny scanning med kontrastvæske. Den indkaldelse venter jeg på nu. Ventetiden og usikkerheden tærer på mig. Ingen kan fortælle mig hvornår eller hvordan, det kan fikses. Eller om det kan fikses. Man kan lære at leve med meget. I noget tid. Men jeg kan ikke leve sådan her.

Igår pakkede jeg min feriekuffert ud og pakkede igen til en uge i isolation med ungerne. Handlede, pakkede bilen, forbi skolen, hentede ungerne og kørte til Sneglehuset. Her bliver vi. Indtil videre. Vi er gennem første dag. Det har været svært. Der er ikke langt fra grin til gråd og følelserne får frit spil. Det er ok. Det er sådan det skal være. Men jeg synes, det er hårdt. Hårdt at være skydeskive for alt. Specielt når jeg selv er sårbar. I morgen er der endnu en dag. Vi starter forfra og får det bedste ud af det. Og så krydser vi fingre for at coronaens klamme klo ikke også får fat i mig🤞🏻

K A N T E N

I søndags fik jeg min første dosis Pfizer sprøjtet ind i armen. Et stik der var planlagt for længe siden. Planlagt så vi gøre det sammen. Samme tid og samme sted. Som en date. Min mand og jeg. En date med hygge, god mad og et stik i armen. Ungerne skulle på ferie hos mormor og morfar. Det var perfekt planlagt. I teorien.

Det viste sig at min mand havde bestilt tid på Vesterbro og jeg, som vi aftalte, havde bestilt tid i Hillerød. På samme tidspunkt. Jeg blev lidt træt. Vi kunne jo ikke være 2 steder på en gang, og vi kunne ikke lave tiderne om. Min forventning om candlelight dinner var spoleret. Jeg var skuffet. Skuffet over at han ikke havde været skarp lige da det gjaldt om at vælge lokation. Og jeg lagde ikke skjul på det.

Vi satte kursen mod Vesterbro tidligt på aftenen, og håbede de ville forbarme sig over mig, og give mig et stik. Men nej. No mercy. Det ville de ikke. Vores roadtrip fortsatte derfor videre til Hillerød, hvor jeg var ventet kl. 20:30.

Næste mission var at finde noget mad. Vi nåede lige akkurat et pizzaria inden de lukkede. Ikke lige det jeg havde sat næsen op efter, men det var mad. Så der sad vi så. På bænken. Og ventede. Det var aften, koldt og på ingen måde romantisk.

Da vi sad der og ventede, kunne jeg skimte solen og vandet gennem åbningen i bygningen overfor. Det var smukt. Næste mission blev at gå efter solen, finde vandet og nyde vores mad der. Det var sværere end først antaget. De to trapper vi fandt, der førte til søen, viste sig at være gennem private haver. Det var ikke en mulighed. Så vi tog en smutvej og forcerede en aflukket byggeplads. Ikke særlig kløgtigt men virkelig sjovt.

Det endte med at blive en rigtig hyggelig aften. Det var smukt at sidde der på kanten sammen og spise, kysse og holde om. Det var en kort, romantisk aften fyldt med grin og nu gode minder - trods alt.

Og når jeg tænker tilbage, så er det sådan med os. De bedste minder vi har sammen, er dem der er lidt skæve og lidt kantede. Dem der var planlagt men endte som noget helt andet. Jeg kan nu tilføje endnu en skæv date til scrapbogen. En date om 2 stik, en byggeplads, og pizzasandwich. Og jeg vil mindes det med et smil på læben♥️

At være med det der er…

“Alt er som det skal være” og “At være med det der er”. 2 sætninger, der kommer fra bogen “Se Tigeren i Øjnene”. Bogen er skrevet af den buddhistiske lærer Marie Kronquist. En bog jeg har lyttet til for nylig. 2 gange faktisk. I træk. Jeg kunne ikke lade være.

“Alt er som det skal være” og “At være med det der er”. 2 sætninger der går igen. 2 sætninger, som jeg ihærdigt forsøger at tage til mig. At lade mig overbevise om, at de er sande. Altid. Lige nu synes jeg, det er svært. For jeg synes ikke, alt er som det skal være.

Jeg har ondt. Hvis det stod til min hjerne, så var jeg atter i fuld gang med masser af holdtræning og online træning. Eventuelt udvidet med holdtræning om eftermiddagen. Men min krop er ikke enig. Den brokker sig. Og det er der en grund til. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har accepteret det. Jeg ser tigeren i øjnene. Langt om længe. Nu er jeg igang med at lære at leve efter det. Lytte til min krop. Holde pauser. Fokusere på det jeg kan. Og nyde det jeg kan.

Nyde at jeg nu har tiden til at læse og lytte til bøger. Rigtig mange bøger. Noget jeg ellers gør alt for sjældent. Nyde at jeg med god samvittighed kan stene Netflix mens kroppen hviler. Nyde at jeg, trods alt, stadig er i stand til at gå og cykle korte ture. Nyde at jeg har tid til at dase i solen. Jeg er stadig i proces med at lære at nyde det. I gang med at lære at være med det, der er.

Det er ingen hemmelighed, at jeg mangler den fysiske hårde træning i min hverdag. Både for krop og sind. Jeg har det med at blive en gnaven kælling, hvis jeg ikke får rørt mig, og det er virkelig ikke rart hverken for mig eller andre. Så jeg går ture. Alene og sammen med Carmen. Det er rart med en gemakker ind i mellem og virkelig godt for os begge to. Jeg cykler lidt, og det bliver også til en smule styrketræning herhjemme, når kroppen tillader det. Og det føles godt.

Alt er som det skal være. Det er sådan, det er. Nyd det du kan. Gør det du kan. Lige nu. Med hele dig. Og lad resten fare. Hvad fremtiden bringer, er der ingen der ved. Heldigvis.

O M V E J

Der er nu gået halvanden måned siden min sidste holdtræning. Jeg havde håbet, min krop blot havde brug for hvile for en stund. Håbet på jeg ville være igang igen for fuld skrue, på nuværende tidspunkt. Men det er jeg ikke. Overhovedet ikke.

Jeg har stadig smerter. Smerter i lænd, b***e, lyske og fod. Konstante smerter. Så meget at det hæmmer mig i hverdagen. Og jeg er træt af det. Forleden var jeg hos lægen. Et besøg jeg skulle tage tilløb til pga frygt. Frygt for at lægen ville negligere mine smerter og sende mig hjem med endnu flere øvelser. Frygten for ikke at blive taget seriøst og blive betragtet som hypokonder. Men det gjorde hun ikke. Tværtimod. Mine smerter kan muligvis skyldes følgeskader efter min dobbelte diskusprolaps, der ramte for 11 år siden. Skader der typisk rammer efter 20 år. I mit tilfælde muligvis tidligere. Desværre. Eller også er det noget helt andet. Det vides ikke. Endnu. Men det kan en MR scanning forhåbentlig afsløre. Så nu venter jeg. Venter på indkaldelsen. Det kræver tålmodighed. Ikke en af mine stærke sider.

Det eneste jeg ønsker lige nu er at blive smertefri. Fri til at træne, lege med ungerne og kunne være oprejst en hel dag. Fri til at bruge min krop, som jeg har lyst til. Fri til at bruge min energi på alt andet end smerter. Det er drænende både fysisk og psykisk at have ondt i kroppen i længere tid. Det ved alle, der har prøvet det.

Det tog mig lige et par dage at sluge beskeden fra lægen. Tanken om kroniske smerter resten af livet og evt ikke kunne bruge min krop frit var en mavepuster. Men jeg nægter at lade mig slå ud. Jeg nægter at give op. Flere af mine tidligere deltagere har spurgt, om jeg ikke kan lave hold og undervise uden selv at vise øvelserne. Det vil de gerne gøre, hvis nogen er i tvivl om udførelsen. Ideen er god. Rigtig god. Og måske bliver det sådan. På et tidspunkt. Jeg er i hvert fald ikke færdig med at undervise. Måske det bliver på en anden måde. Måske med andet indhold. Jeg ved det ikke endnu. Der er heldigvis stadig mange muligheder. Kunsten er at finde den rigtige vej, omend det kræver et par omveje undervejs. Og jeg er stadig på vej. Blot af endnu en lille omvej.

B L A C K O U T

Smilet er tilbage. Og forhåbentlig kan det blive der i længere tid nu. Jeg har været sendt til tælling. Som i lagt ned. I bogstaveligste forstand.

Vi tilbragte sidste weekend i Sneglehuset. (vores sommerhus) Det var som altid rigtig dejligt afslappende og hyggeligt og med lange gåture, cykelture og sågar en enkelt løbetur til mig. Bare en lille kort en fordi jeg havde lyst. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde lyst til at løbe. På grund af smerterne i min krop. Men de var heldigvis på vej retur og på ingen måde nævneværdige længere. Heller ikke efter løbeturen. Jeg var endda frisk på en mere i løbet af weekenden. Det var en kæmpe sejr. Men det skete ikke.

I stedet fik jeg søndag morgen pludselig et jag af dimensioner i venstre side af lænden. Jeg var på vej ud af soveværelset, da det ramte. Jeg tabte alt, hvad jeg havde i hænderne. Det flimrede for mine øjne og jeg fik koldsved. Min kære mand nåede heldigvis at gribe mig, inden jeg faldt. Total blackout. På grund af smerte. Ret ubehageligt. For os begge to.

Jeg mindes ikke, jeg har haft lignende smerter siden min dobbelte diskusprolaps ramte dengang for 11 år siden. Det var samme scene bare uden mand og børn. Jeg blev derfor bange.

Siden søndag har jeg ligget ned. På gulvet, i sofaen, i sengen. Jeg skulle have hjælp til nærmest alt. Den 8 årige lavede morgenmad og den 6 årige gav mig strømper på. Og min kære mand sørgede for resten. Det var held i uheld at børnene og jeg, pga nedlukning, ikke skulle ud af døren mandag morgen. Tirsdag hjalp min mor med at transportere børn.

Det går heldigvis bedre. Idag onsdag har jeg selv afleveret mit yngste barn i skole. I bil. (den ældste cykler selv) Jeg har selv taget alt mit tøj på, og jeg kan sidde her og skrive ved computeren for en stund. Igår hjalp jeg med opvasken. Utroligt så taknemlig man kan blive for dagligdags gøremål, når man er sat ud af spil.

I forgårs talte skridttælleren 300 skridt. Igår talte den 1000. Idag satser jeg på 2000. Det går langsomt fremad. Men heldigvis går det fremad. Og det er jeg taknemlig for.

C A R M E N

Tilbage i november blev jeg kontaktet af Carmen. Hun havde brug for hjælp til at komme igang igen. Hjælp til at få mere motion ind i hverdagen. Som en rutine. Og meget gerne udendørs.

Det er blevet til mange træningstimer siden da. Fast 60 min. 1-2 gange om ugen. Og vi nyder det. Begge to. Vores træning består af gåture. Lange ture. I næsten al slags vejr.

Der er en rigtig god kemi mellem Carmen og jeg. Og det er vigtigt. For motivationen. For os begge. Motivation til at have lyst til at ses. Lyst til at bruge tid sammen. Lyst til at lære hinanden bedre at kende. Og ja, Carmen er en betalende klient, og det kunne være min motivation. Men det er det ikke. Langt fra. Det vigtigste for mig er, at kemien passer. Og det gør den her.

Med sine knap 75 somre er Carmen min ældste klient. Hun er samtidig også den mest livsglade, handlekraftige, og sprudlende ældre dame, jeg har mødt. Carmen er en dame med ben i næsen. Hun har haft en langt og spændende arbejdsliv i alle mulige retninger. Og ikke mindst et langt levet liv. På godt og ondt. Jeg suger til mig, når Carmen fortæller. Fortæller om sine bedrifter, rejser rundt i verden, familieliv, glæder og sorger.

Selvom pandemien raser, er Carmen stadig af den overbevisning, at vi skal leve livet nu. Mens vi kan. Og det gør hun. Hun griber dagen som den er, og får det bedste ud af det. Hun er optimist og har altid ja-hatten på. For som hun siger “Vi har kun et liv, og det går hurtigt. Få det bedste ud af det, så længe du kan. Du ved ikke, hvornår det slutter”. En ting er at sige det, noget andet er at efterleve det. Og det gør Carmen. Det er beundringsværdigt.

Jeg betragter mit bekendtskab til Carmen som en gave. En gave af visdom og livserfaring, som får mig til at reflektere, drømme og handle. En gave der minder mig at være taknemmelig og samtidig belærer mig om, at jeg kan, hvad jeg vil, hvis jeg går efter det - helhjertet. Alle burde unde sig selv at have sådan et bekendtskab. Det er yderst inspirerende og livsbekræftende. Og så er det en helt ny relation. Ingen fordomme, ingen familierelation, ingen historik. Vi vælger helt selv, hvad vi har lyst til at dele med hinanden. Og det er befriende.

Den gyldne middelvej

Jeg har fået nyt job. Eller det vil sige: jeg har fået et job mere. Jeg har stadig min lille biks. Og den slipper jeg ikke.

Jeg har fået et nyt job med kolleger. Endda rigtig gode kolleger. Og kolleger har jeg i den grad savnet. Savnet den almindelige small talk, fællesskabet, samhørigheden omkring fagligheden og ikke mindst masser af grin i hverdagen.

Jeg er vikar i en børnehave. Det har jeg været on and off siden i sommer. Men nu er det i den grad on. Jeg har været på i en uges tid og fortsætter de næste 6 uger. 20-25 timer om ugen. Indtil videre går det rigtig godt. Jeg stortrives i det. Jeg havde ikke lige set det komme. At det var der, jeg skulle slå mine folder. Men jeg er glad, når jeg tager derhen, og glad når jeg går hjem. Det er hårdt men på den gode måde. Og selvom jeg er træt efter en lang dag på legepladsen, så generer det også ny energi.

Og så er det jo ikke en hvilken som helst børnehave. Det er mine ungers børnehave, og min søn går der stadig - lidt endnu. Jeg føler mig ret priviligeret at kunne få lov til at gå på arbejde og samtidig se min søn lege og ind imellem give ham en krammer.

Det betyder også, at jeg kendte huset og det meste af personalet i forvejen. Jeg anser det som en kompliment, at de vælger at lukke mig ind i personalegruppen til trods for, at jeg stadig er forælder til et barn i børnehaven. Fra min tid som lærer ved jeg, at det bestemt ikke er alle forældre man ønsker at have med på sidelinjen i hverdagen - selvom de tilbyder det.

Og så må jeg erkende at jo mere travlt jeg har, jo mere effektiv er jeg med min tid. Bum. Længere er den ikke. Så længe det er opgaver, der giver energi. Og det gør alt, hvad jeg laver lige nu. Både børnehaven og mit virke som personlig træner.
Jeg ELSKER at undervise. Og at se mine deltagere få sved på panden og smil på læben giver et kick uden lige- hver gang. Men jeg er også ret vild med at være en del af et mere etableret fællesskab, som der er i børnehaven.

Lige nu vil jeg vove at påstå, at jeg har fundet den gyldne middelvej rent arbejdsmæssigt.
Det er ret lækkert. Bad du mig om at vælge, ville jeg være i vildrede.

Men det ene udelukker vel ikke det andet?

Her har du endnu en ide til hvordan træning kan gøres til en leg sammen med ungerne - hvad enten de er store eller små.

Det skal du bruge:
Terning
6 stykker papir
Noget at skrive med
Snor

-Skriv 1 tal på hvert stykke papir
(fra 1-6)
-Skriv en øvelse under hvert tal.
(evt tegne)
-Hæng papirerne op forskellige steder i hjemmet/haven
-Slå med terningen.
-Find posten
-Udfør øvelsen. Øvelsen udføres det antal gange, som der står på posten.

I vælger selv øvelserne.
Husk at tilpasse øvelserne efter ungernes alder og niveau. Det er kun fantasien der sætter grænser. Og husk, børn har som regel en livlig fantasi, så er du selv løbet tør for ideer, så spørg ungerne. De kan med garanti finde på noget.

Udvidelse:
Læg evt tallene fra hver øvelse sammen, og spil til f.eks. 50. Er I til konkurrence med de store børn, kan I dyste mod hinanden om, hvem der først når 50

Du kan se ideen in action i højdepunktet: Familietræning
God fornøjelse.💪🏻