Bagnkop MindBody

Når kroppen fortæller det, ordene ikke kan

Vi kan godt forstå med hovedet, hvad der er sket.
Vi kan tale om det, sætte ord på det og måske endda tænke os frem til, hvorfor vi reagerer, som vi gør.

Men nogle gange følger kroppen ikke med.

Du kan vide, at du er tryg – og alligevel spænde i skuldrene.
Vide, at du gerne vil sige fra – men mærke klumpen i halsen.
Vide, at noget er overstået – men stadig mærke uro, tyngde eller anspændthed.

Det betyder ikke, at kroppen bogstaveligt talt gemmer bestemte følelser i bestemte kropsdele. Men vores erfaringer og belastninger kan sætte sig som mønstre i nervesystemet, vejrtrækningen, muskelspændinger, kropslige fornemmelser og måden, vi reagerer på.

Derfor giver det mening at arbejde med både krop og sind i terapien.

🧠 SIND
Vi undersøger tanker, følelser, erfaringer, relationer og de strategier, du har udviklet for at passe på dig selv.

🌿 KROP
Vi lægger mærke til det, der sker lige nu: spænding, uro, vejrtrækning, impulser, grænser og signaler fra kroppen.

🤍 SAMMEN
Når vi skaber forbindelse mellem det, du ved, det du føler, og det din krop fortæller, kan der opstå en anden form for forståelse.

Terapien handler derfor ikke om at finde én bestemt forklaring på, hvorfor det gør ondt lige dér.

Den handler om at blive mere nysgerrig på hele dig.

For nogle gange har kroppen allerede fortalt historien.
Den har bare ikke fået lov til at blive lyttet til endnu.

Hos mig arbejder vi med mennesket som en helhed – med plads til både kroppen, sindet og det, der ligger mellem dem.

www.bagnkop-mindbody.dk

“Jeg ved godt, at jeg er tryg.
Så hvorfor føles det ikke sådan i min krop?”

Måske kender du følelsen af, at dit hoved ved én ting, mens kroppen fortæller noget andet.

Du ved godt, at det er længe siden. At du er et andet sted nu. At du egentlig er i sikkerhed.

Og alligevel reagerer du.

Du bliver anspændt, urolig eller på vagt. Hurtigt overvældet. Har svært ved at finde ro. Trækker dig. Bliver vred eller ked af det. Eller mærker måske næsten ingenting.

Nogle gange kan reaktionen føles helt ude af proportioner med det, der sker lige nu.

“Hvorfor reagerer jeg sådan?”

Men kroppen husker ikke nødvendigvis fortiden som en historie. Den kan huske den som fornemmelser, følelser, spændinger, impulser og automatiske reaktioner.

Det kan være efter relationelle traumer i opvæksten, i nære relationer eller arbejdslivet. Eller efter pludselige og voldsomme hændelser som ulykker, krig, vold eller alvorlige kriser.

Uanset hvordan det er sket, kan kroppen have lært:

“Jeg skal passe på.”

Og nogle gange bliver den ved med det, længe efter at faren er væk.

Det er blandt andet dét, vi arbejder med i traumeterapi.

Vi skal ikke kun forstå det, der er sket. Vi skal også hjælpe kroppen med at erfare, at det er nu – og ikke dengang.

Derfor arbejder jeg med:

Tempo – vi går frem i et tempo, hvor du kan være med.
Sansning – vi undersøger, hvad der sker i kroppen, når noget bliver svært.
Pendulering – vi bevæger os mellem det svære og det, der føles trygt og regulerende.
Pauser – der skal være plads til at stoppe op, lande og mærke, at du er her – lige nu.

Vi går gerne dybt. Men vi gør det nænsomt og med respekt for kroppens signaler.

Traumebearbejdning handler ikke om at presse sig igennem det svære, men om gradvist at kunne være tættere på det, der engang var for meget, uden at blive overvældet af det igen.

Måske handler din vej ikke om at lære at leve med dine reaktioner, men om at forstå dem – og langsomt give kroppen nye erfaringer, så fortiden ikke længere behøver at bestemme, hvordan du har det i nutiden. 🤍

Traumeterapi kan blandt andet være relevant ved PTSD, C-PTSD, angst, depression, vedvarende uro, overvældelse og efter belastende eller traumatiske oplevelser.

Når fortidens smerte bliver til fremtidens frygt

Det, vi oplever tidligt i livet, former ikke kun vores minder. Det former også vores forventninger til verden, vores relationer og vores egen værdi.

Når et barn oplever utryghed, afvisning, kritik, uforudsigelighed eller manglende følelsesmæssig kontakt, forsøger det ikke at analysere, hvad der sker. Barnet forsøger at finde ud af, hvordan det kan bevare forbindelsen til dem, det er afhængigt af.

Vi lærer derfor ofte:

Hvem skal jeg være, for at være elsket?
Hvad skal jeg gøre, for at der er ro?
Hvad skal jeg undgå, for ikke at blive afvist, kritiseret eller forladt?

På den måde bliver fortidens smerte til fremtidens frygt.

Nervesystemet lærer at være på vagt over for det, der tidligere gjorde ondt. Og selv mange år senere kan noget i nutiden vække en gammel følelse af fare. Det behøver ikke være, fordi situationen faktisk er farlig. Det kan være, fordi kroppen genkender noget: en tone, en konflikt, en afvisning, en afstand, en kritik eller en følelse af ikke at være god nok.

Når det sker, aktiveres vores overlevelsesstrategier.

Vi kan blive angste og forsøge at forudse alt, så vi aldrig bliver overraskede igen. Vi kan blive vrede, fordi vrede kan føles stærkere og mere beskyttende end sårbarhed. Vi kan begynde at dømme, kontrollere eller manipulere for at skabe en følelse af sikkerhed. Vi kan isolere os, fordi ingen kan såre os, hvis vi ikke lukker dem ind. Vi kan tilpasse os, please andre eller præstere, fordi vi har lært, at vores værdi afhænger af, hvad vi gør for andre.

Ingen af disse strategier opstår nødvendigvis, fordi vi er vrede, kontrollerende, egoistiske eller “forkerte”.

De opstår ofte, fordi noget i os forsøger at beskytte os.

Som børn bliver vi måske den version af os selv, som vores omgivelser kunne elske, acceptere eller være trygge ved – fordi vores tilhørsforhold var afgørende for vores oplevelse af sikkerhed.

Den stærke.
Den søde.
Den dygtige.
Den stille.
Den sjove.
Den selvstændige.
Den, der aldrig kræver for meget.
Den, der mærker alle andre, men ikke sig selv.

Og med tiden kan den måde at beskytte os på blive så velkendt, at vi tror, det er den, vi er.

Men der er forskel på den vi er, og den vi lærte at være for at kunne føle os trygge.

Når vi begynder at forstå vores mønstre på den måde, kan vi møde os selv med mere nysgerrighed og mindre fordømmelse. For bag angsten, vreden, kontrollen, isolationen eller behovet for at tilpasse sig findes der ofte en del af os, som engang havde en meget vigtig opgave:

At passe på os.

Det betyder ikke, at alle vores handlinger er hensigtsmæssige, eller at vi ikke har ansvar for den måde, vi påvirker andre på. Vi må stadig tage ansvar, sætte grænser og reparere, når vores strategier kommer til at såre andre.

Men vi kan gøre det uden at gøre os selv forkerte.

For når vi begynder at skabe mere tryghed i os selv, kan vi langsomt få flere valgmuligheder. Vi kan opdage, at vi ikke længere behøver at reagere på nutiden, som om vi stadig befinder os i fortiden.

Vi kan lære at mærke:

Dette er svært – men det er ikke nødvendigvis farligt.
Jeg bliver afvist – men jeg bliver ikke forladt af hele verden.
Jeg kan sige fra uden at miste forbindelsen.
Jeg må være sårbar uden at miste min værdi.
Jeg behøver ikke være den version af mig selv, som andre kan elske, for at have ret til at være her.

Og måske er det netop dér, noget begynder at forandre sig.

Ikke fordi vi skal blive en ny version af os selv.

Men fordi vi langsomt kan få lov til at opdage, hvem vi er, når vi ikke længere behøver at bruge så meget af vores energi på at beskytte os.

Hvorfor er nogle mennesker så nærtagende, at man næsten kan føle, at man ikke kan sige noget, uden at de bliver vrede, irriterede eller svarer hårdt igen?

Vi er hurtige til at konkludere: “De er vrede på mig.”
“De er uforskammede.”
“De er bare et dårligt menneske.”

Men der kan være mange grunde til, at et menneske reagerer kraftigt. Måske er de stressede, pressede eller lige kommet ud af en konfliktfyldt situation. Måske har de ganske enkelt ikke det overskud, de normalt har.

Men for nogle mennesker kommer reaktionen fra et dybere sted.

Hvis man som barn ofte blev mødt med vrede, kritik, nedladenhed eller uforudsigelighed, kan man have lært, at kommunikation og uenighed ikke er trygt. At når nogen siger noget, man ikke bryder sig om, så er man måske i fare for at blive afvist, kritiseret eller gjort forkert.

Det kan sætte sig i nervesystemet.

Så når man som voksen møder en afvisning, en uenighed eller en kommentar, der rammer noget sårbart, kan en gammel reaktion blive aktiveret. Ikke nødvendigvis bevidst. Den lille del af os, som engang lærte at beskytte sig mod det, der gjorde ondt, kan pludselig gå i forsvar.

Det kan se ud som vrede, irritation, hårde ord, tilbagetrækning eller et behov for at angribe, før man selv bliver ramt.

Det gør ikke reaktionen okay.

At forstå et menneskes reaktion er ikke det samme som at acceptere dårlig opførsel.

Sund grænsesætning er vigtig – fra begge sider.

Vi må gerne sige: “Den måde, du taler til mig på, er ikke okay.”
“Jeg vil gerne tale med dig, men ikke når vi råber ad hinanden.”
“Jeg har brug for, at vi tager en pause og vender tilbage til samtalen senere.”

Og samtidig kan vi øve os i at være nysgerrige frem for dømmende.

For måske handler reaktionen ikke kun om det, der sker lige nu. Måske blev noget gammelt vækket.

Og måske er det netop her, relationer kan blive en vej til heling.

For som børn havde vi ikke mulighed for at sætte de samme grænser. Vi kunne ikke gå fra relationen. Vi kunne ikke sige: “Den måde, du taler til mig på, er ikke okay.” Vi var afhængige af de voksne omkring os og måtte tilpasse os for at høre til og være trygge.

Som voksne kan vi noget andet.

Vi kan både sætte en sund grænse og blive i kontakten. Vi kan sige fra uden at forlade. Vi kan være tydelige uden at ydmyge. Vi kan være nysgerrige uden at gøre os selv ansvarlige for den andens følelser.

Og nogle gange kan det være netop den erfaring, der manglende dengang:
At nogen bliver stående.
At nogen kan sige fra uden at afvise os.
At en konflikt ikke betyder, at relationen forsvinder.
At vi kan være uenige og stadig være trygge.

Det er ikke vores opgave at hele andre mennesker. Men vi kan være med til at skabe relationer, hvor heling bliver mulig.

Så næste gang du møder et menneske, der reagerer kraftigt, kan du måske – hvis du selv er tryg – stoppe et øjeblik og spørge:

“Er du okay?”
“Det virker som om, det her ramte dig?”
“Skal vi lige tage en pause?”

Og samtidig mærke efter i dig selv:

Hvad har jeg brug for her? Hvor går min grænse?

For heling handler ikke om at finde sig i alt.

Heling kan være at lære, at vi både må sige fra og blive i relationen.
At vi både må beskytte os selv og være nysgerrige på den anden.

Måske er det noget af det fineste, vi kan give hinanden:
ikke at redde hinanden, men at møde hinanden med tilstrækkelig tryghed, tydelighed og omsorg til, at vi ikke længere behøver at kæmpe de gamle kampe i de nye relationer.

☀️ WOW – 25% rabat på hele shoppen! 💛

Måske er der lige noget, der kan forkæle din krop, dit sind og ikke mindst din sjæl 💞✨

Skynd dig ind og kig – måske finder du noget, du ikke vidste, du havde brug for 😍

Brug rabatkoden UDSALG ved checkout 🛍️
👉

Shop Udforsk mit udvalg af spirituelle produkter, find alt fra krystaller, røgelse, saltlamper, essentielle olier, krystaller til chakra smykker.

Jeg går i hi ❤️ De næste par uger gennemgår jeg de sidste moduler på Tobias Skolen i min 4 årige uddannelse som integrativ krops- og psykoterapeut 🙏

Der skal kigges indad ❤️ Sanses dybt ❤️ Reflekteres ❤️

Det rykker allerede i min krop. Jeg mærker det fysisk og følelsesmæssigt ❤️ Kroppen ved hvad der venter før det sker ❤️ Det er vildt, ukontrollerbart og samtidig enormt fascinerende ❤️

Så svarer jeg ikke på mail og mobil, så er det fordi alt bliver lagt væk, så processen får plads uden forstyrrelser ❤️

Vi ses på den anden side 🙏❤️