28/08/2026
”Så længe livet vil mig, så vil jeg også livet!”
Med sine 87 år er Jørgen Bach Laursen et af vores ældste medlemmer, og for ham giver en stringent træning et fysisk velbefindende og en god samvittighed til at dyrke hans passion for litteratur.
”Jeg elsker at læse, og når jeg har været til træning, kan jeg læse bøger og drikke kaffe med god samvittighed.”
Jørgen har altid været meget aktiv, for i mange år drev han, sammen med sin hustru Kirsten, en ejendom med juletræer og pyntegrønt. Men da de solgte ejendommen og flyttede i lejlighed på det gamle sygehus, kunne han godt mærke, at hverdagen blev meget stillesiddende.
”Jeg hørte om Forum Faaborg og meldte mig ind, men jeg trænede ikke stringent og kom ikke afsted så ofte.”
For to år siden mistede Jørn sin hustru gennem 61 år, og han havde nu et valg. At sidde hjemme og drikke rødvin var ikke en mulighed.
”Jeg valgte at sætte min træning i faste rammer. Så nu træner jeg fast om morgenen hver tirsdag, fredag og søndag. Jeg føler mig dejlig afslappet, når jeg har gjort ’min pligt’.”
Hver onsdag dyrker Jørgen fællesskab med de andre medlemmer af Haabets Venner, mens lørdag er en fast fridag, hvor han hygger sig hjemme med blødkogte æg og levende lys på bordet.
Om morgenen i fitnesscentret er Jørn begyndt at kende en del af de andre, og han nyder den venlige stemning, han oplever deroppe. På sin egen krop mærker han også en forskel med regelmæssig træning.
”Det har forbedret hele min måde at bevæge mig på, og sidst, jeg var til et sundhedstjek, bemærkede de, at jeg var ret mobil og i god form.”
Har du lyst til at prøve at træne, så ring til os, eller kom ned og se vores faciliteter.
26/08/2026
23/08/2026
19/08/2026
18/08/2026
07/08/2026
27/07/2026