Rewind OB

DEN FØRSTE KAMP MELLEM OB OG BRØNDBY IF VAR OGSÅ EN TRÆNINGSKAMP

OB møder Brøndby IF i en træningskamp på Bane 1 i Brøndby lørdag klokken 15.

Det er 46 år siden, OB første gang spillede mod Brøndby IF, der som bekendt er en sammenlægning af klubberne Brøndbyvester IF og Brøndbyøster IF.

Den første kamp nogensinde mellem OB og Brøndby IF fandt sted lørdag den 2. august 1980. Det skete i forbindelse med, at OB var taget på weekendophold i Idrættens Hus i Brøndby for at pudse formen inden starten på efterårssæsonen mod KB.

Weekendopholdet omfattede en træningskamp mod det lokale 2. divisionshold, inden OB sluttede forberedelserne med en træningskamp i Odense om torsdagen mod Vöest Linz, der lå i træningslejr i Danmark forud for deres Totokamp mod Halmstad i Sverige.

OB vandt senere kampen mod østrigerne med 2-1 på mål af Jan Andersen og Uffe Pedersen foran 400 tilskuere på Odense Stadion.

Træningskampen mod Brøndby sluttede 1-1. Uffe Pedersen scorede for fynboerne. Det hed om kampen, at Brøndby overraskede fynboerne med »inspireret og morsom fodbold«.

Året efter rykkede Brøndby for første gang op i 1. division. Klubben opnåede 45 point i 30 kampe – fem flere end B1909 på andenpladsen.

Den første divisionskamp mellem de to klubber blev spillet på Odense Stadion søndag den 23. maj 1982, og her blev det til en sejr på 1-0 til OB efter et flot langskudsmål af Fjordager-tilgangen Michael Johansen i det 85. minut.

De 7.500 tilskuere fik dog glimtvis set teenageren Michael Laudrups store talent, og i den anden ende af aldersskalaen gjorde den 34-årige midtbaneslider John Frandsen sig også på flere måder bemærket. John Frandsen var Brøndbys bedste spiller, og han strøede om sig med mange fine afleveringer.

Men John Frandsen så også rødt tre minutter før tid, da han kylede sit tyggegummi efter træner Richard Møller Nielsen i spillerboksen.

Bataljen opstod, efter John Frandsen tacklede hårdt på Thorbjørn Sørensen ved sidelinjen lige ud for OB’s spillerboks. Det fik Træneren til at fare op af boksen med et par hidsige bemærkninger om »at det var noget svineri«. Herefter tog John Frandsen sit tyggegummi ud af munden og kastede det hen på Richard Møller Nielsen.

Linjevogter John Andersen overværede episoden fra tæt hold og kunne fortælle dommer Erik Nordby Madsen om situationen, der altså resulterede i et rødt kort til John Frandsen.

FOGEDEN, DER ER ALDRIG VENDTE TILBAGE TIL ODENSE STADION…

I tre år var Odense Stadion hans faste arbejdsplads hver anden weekend. Men da Lars Foged fra Assens spillede sin sidste divisionskamp for OB søndag den 4. november 1990 mod Ikast fS, trak han samtidig en streg i sandet.

Lars Foged, der blev dansk mester i fodbold med Odense Boldklub i 1989, har ikke besøgt sin gamle arbejdsplads siden den efterårsdag i 1990.

- Ja, det er sandt. Jeg har ikke sat mine ben på Odense Stadion, siden jeg spillede min sidste kamp for OB for 37 år siden. Måske lige bortset fra en enkelt gang, hvor jeg skulle ud og hente min datter Sofie på stadion, siger Lars Foged.

Han begyndte at spille fodbold i den lokale klub Ebberup IF, da han var omkring seks år.

- Det var helt naturligt dengang. Alle gik til fodbold, siger Lars Foged.

Lokalt er han kendt som cykelhandlerens søn fra Ebberup. Som det yngste barn i en fodboldgal familie. Lars Fogeds storesøster Hanne bliver dansk mester i kvindefodbold med B1909, og storebror Sten huserer i 1980'erne i både OKS og B1913.

I Ebberup IF trænes Lars Foged af postbuddet Åge Radza -farfar til den tidligere OB- og Middelfart-målmand Caper Radza - og på de vestfynske fodboldbaner kan man hurtigt se, at den unge mand besidder nogle evner, der rækker lidt ud over holdkammeraternes. Som ungdomsspiller bliver Lars Foged flere gange udtaget til De Fynske Landklubbers hold, og da Lars Foged bliver ynglingespiller, skifter han barndomsklubben ud med en mere ambitiøs adresse i Ådalen hos OB.

- Men da jeg så rykker op som senior, kan jeg godt se, at jeg skal gøre det ekstra godt, hvis jeg skal komme i nærheden af træner Richard Møller Nielsens udvalgte, fortæller Lars Foged, der i stedet vælger at skifte til OKS.

Året er 1981, og Lars Foged debuterer i et lokalopgør i 2. division på Odense Stadion mandag den 24. august mod rivalerne fra B1909.

- Jeg fik et kvarter på banen, og jeg husker, at kampen endte 3-3, og at der var flere end 10.000 tilskuere på stadion, fortæller Lars Foged, der i sit civile liv nu har fået en elevplads i Assens Kommunes skatteafdeling.

I OKS er der bilordning, og Lars Foged supplerer elevlønnen med gode kørepenge.

- Jeg spillede seks sæsoner i OKS, inden Roald Poulsen i 1987 kontaktede mig for at høre, om jeg havde lyst til at skifte til B1913. Klubben havde et godt hold på det tidspunkt, og jeg så nogle muligheder i klubben. Og så kendte jeg jo Roald. Tiden i OKS var en god og hyggelig tid, men det var jo stadig på amatørplan. Det var dengang, man stadigvæk godt kunne blive hængende efter træning i klubhuset og lige få et par bajere sammen med fodboldkammeraterne, husker Lars Foged.

Vi skruer tiden et år tilbage.

OB's manager Knud Engedal har en travl sommer i 1988. Klubben skal have nye spillere ind i varmen, og en af dem bliver den offensive midtbanespiller Lars Foged, som OB skriver kontrakt med søndag den 12. juni.

- Jeg havde faktisk allerede skrevet kontrakt med OB, mens jeg endnu spillede for B1913. Det var der ingen, der vidste, og det var nok heller ikke helt i orden, indrømmer Lars Foged i dag.

Med skiftet til OB bliver Lars Foged nu professionel fodboldspiller. Han skriver kontakt for tre år med klubben. På det tidspunkt arbejder han hos revisionsfirmaet Ernst & Young i Assens.

- En dag, jeg kom på arbejde, sagde min chef Flemming Olsen, at jeg bare skulle skrive under på et stykke papir, som han lagde frem foran mig. OB havde kontaktet min chef og bedt ham stå for underskriften, siger Lars Foged.

Han vil ikke afsløre, hvor meget han fik i løn i OB.

- Men jeg var godt tilfreds med den økonomiske del i min kontrakt. Det var væsentligt over, hvad jeg kunne tjene i mit job hos Ernst & Young i Assens. Dengang var der nok ikke den store forskel på spillernes lønninger. Jeg tror, de fleste spilere stort set tjente det samme. Måske lige bortset fra målmand Lars Høgh og et par stykker til, siger Lars Foged.

Sceneskift til Odense Stadion. Det er søndag den 22. oktober 1989. OB spiller guldkamp mod AGF. Klokken er 14.07.

Morten Donnerup afleverer bolden tæt foran mål til Lars Jakobsen, der uselvisk hopper over bolden og lader den gå videre til Lars Foged. 1-0 til OB, der nu er ganske tæt på klubbens tredje danske mesterskab.

Otte minutter senere er Lars Jakobsen på spil igen. Lige uden for AGF's målfelt finder han unge Thomas Helveg, der med et enkelt træk kommer fri til scoring til 2-0.

OB er mestre for tredje gang i klubbens historie.

- Efter AGF-kampen tog vi til fest nede i Ådalen. Jeg mener, det foregik i bordtennisafdelingen, siger Lars Foged.

Et par uger senere er han og de øvrige holdkammerater inviteret til guldfest i Lumby Forsamlingshus med journalisten Jørgen Herbert som toastmaster. Menuen står på lakseanretning, hjortefilet stegt som vildt og is-fodbold a la OB til dessert.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så husker jeg ikke ret meget fra den fest, siger Lars Foged.

Han opfylder sin kontrakt og spiller 1990-sæsonen til ende for OB. Her er det særligt Europa Cup-kampene mod Real Madrid, der har sat sig fast på nethinden hos Lars Foged.

- Vi fik en røvfuld på 6-0 nede på Santiago Bernabeu, men vi fik da hver et askebæger med indgraveringer med hjem fra kampen, griner Lars Foged.

Han fisker det mørke askebæger op fra kasse, der også indeholder avisudklip, fotos og en guldmedalje. Kassen står midt på gulvet i Lars Fogeds hjem på Græsholmvænget i Assens.

Her bor Lars Foged sammen med Lone, og der er blevet lidt mere plads til ægteparret, efter børnene Sofie og Idas for nogle år siden flyttede til København.

- Kassen med alle mine minder fra OB-tiden havde jeg i flere år stående i et depot nede ved den gamle sukkerfabrik i Assens, fortæller Lars Foged.

Efter 1990-sæsonen er det egentlig Lars Fogeds plan at trække sig helt tilbage fra fodbold.

- Jeg var jo blevet dansk mester og havde nok lidt svært ved at se, hvordan jeg skulle komme videre derfra. Jeg var fodboldmæt. Jeg fik ellers en henvendelse fra træner Ebbe Skovdahl i Vejle Boldklub, men den sagde jeg nej til, husker Lars Foged.

Han vælger i stedet at drosle lidt ned i Flemløse Boldklub, der er rykket op i Fynsserien med Preben "Tordenskjold" Knudsen som træner efter 3-3 mod Kværndrup den selv samme dag, som OB bliver dansk mester i fodbold i oktober 1989.

Det bliver dog kun til en halv sæson i den blå og hvide trøje hos Flemløse.

- En dag møder jeg Roald Poulsen i Odense. Han spurgte, om jeg ikke havde lyst til at spille lidt for B1913 igen. Han fortalte, at jeg ikke behøvede at træne så meget, og da min storebror Sten i forvejen spillede for B1913, valgte jeg at tage et par år til i klubben, fortæller Lars Foged.

Han lægger endegyldigt fodbolden på hylden efter en sæson i serie 2 hos barndomsklubben Ebberup IF, hvor han er spillende træner i et makkerpar med storebror Sten Foged. Sammen har de to brødre netop overtaget farens cykelforretning på Dalvænget i Assens.

I dag følger Lars Foged OB og Superligaen fra lænestolen hjemme i andelsboligen på Græsholmvænget i Assens. Der skal mere end et par okser til at trække ham ud af den hjemlige idyl og ud til den kampplads, hvor han for 37 år siden fejrede så mange store triumfer.

Lars Foged var den stille kriger på OB's sidste mesterhold i 1989, og han har aldrig haft behov for at slå om sig med store ord og vilde fagter.

Men i sin kasse har Lars Foged noget, som kun få fynboer kan prale af.
Et dansk mesterskab i fodbold.

HELIKOPTERE, HUSARER, EN MISS FRA AALBORG OG LIDT POLITISK TOVTRÆKKERI

I 1974 var det blevet normalt, at kvinder optrådte topløse.

På diskotek Admiralen i Kerteminde spillede det franske pigeband Lady Birds flere gange i april 1974 uden en trevl på overkroppen, og det trak en del husarer til.

Så da OB søndag den 28. april skulle spille lokalopgør i 2. division mod ærkerivalerne fra B1909, gik OB’s pr-afdeling i tænkeboks for at skabe en folkelig, festlig og fornøjelig ramme om lokalopgøret på Odense Stadion.

OB søgte og opnåede tilladelse til, at den topløse miss og fotomodel Jonna Brix måtte lande midt på grønsværen i en helikopter med kampbolden og hilse på de to holds spillere, inden dommer Hans Erik Nielsen fløjtede kampen i gang.

OB havde hentet Jonna Brix i Aalborg, og onde tunger mente, at det var et forsøg fra AaB’s side til at bringe forvirring ind i de stribede rækker.

OB havde ugen forinden banket AaB med 4-0 i Aalborg og skaffet sig en plads i klubbens første pokalfinale mod Vanløse.

Lokalopgøret i Odense blev aldrig en af de helt store klassikere, men den nøgne sandhed kom altså frem i skikkelse af en topløs fotomodel.

Og så kunne de fynske OB-fans tilmed lune sig over en sejr på 1-0 – bragt i hus af Uffe Petersen, der scorede på niernes målmand Bent Hansen i kampens slutminutter.

Underholdningen denne eftermiddag bød desuden på tovtrækkeri mellem politikere fra byrådet i Odense, og man anede endnu dengang, at mange betragtede OB som borgerskabets klub og B1909 som arbejdernes klub, idet blandt andre Venstres Lennart Larsson og Konservatives Søren Møller stillede op til tovtrækningskonkurrencen for OB, mens 9’ernes hold udelukkende bestod af socialdemokrater.

Niels Nielsen var holdleder, og med sig havde han byrødderne Harald Jacobsen, Børge Andreasen, Edvin Witved og P***e Hildebrand.
Det var også under lokalopgøret, at OB første gang introducerede, at man på hovedtribunen kunne leje en pude at sidde på.
Puderne endte som regel som kasteskyts mod grønsværen efter kampen – ikke mindst hvis OB havde tabt eller spillet dårligt.

Lokalopgøret i 1974 var imidlertid ikke første gang, at der landede en helikopter på Odense Stadion.

Fredag den 22. august 1947 fandt der et arrangement sted på stadion, hvor 2000 tilskuere - og tre gange så mange udenfor - kunne kigge nærmere på helikopter-fænomenet.

Helikopteren var svensk, og på det tidspunkt fandtes der kun fire øvrige helikoptere i Europa.

Den blev sat ned på grønsværen af den kun 22-årige ingeniør Wallberg ledsaget af tre af Fyens Flyveklubs sportsmaskiner.

MANDEN UDEN RØDE BLODLEGEMER

Harry Conradsen var gennem seks årtier en kendt og respekteret person i både erhvervslivet og den fynske sportsverden.

I omkring 40 år var han ansat hos Odense Klædefabriks Udsalg (KFU), men det var først og fremmest gennem sit mangeårige engagement i Odense Boldklub, at han satte et varigt aftryk.

Allerede som ung viste Harry Conradsen et stort talent for fodbold. Han spillede som back på OB’s førstehold i omkring ti år – fra midten af 1920’erne til midten af 1930’erne – og repræsenterede desuden flere udvalgte fynske hold.

Da den aktive spillerkarriere var slut, fortsatte han sit engagement i klubben. Han blev blandt andet formand for OB’s bordtennisafdeling, inden han efter Anden Verdenskrig overtog posten som cheftræner for klubbens fodboldhold.

I 1946 stod OB i en vanskelig situation efter at være blevet placeret helt nede i 3. division i den nye efterkrigsstruktur i divisionsturneringen.

Under Harry Conradsens ledelse gennemgik holdet en imponerende udvikling, og på blot to sæsoner førte han klubben tilbage til landets bedste række.

Herefter valgte han at træde tilbage som træner og overlod ansvaret til den engelske træner Denis Neville og fortsatte i Odense Boldklubs bestyrelse. I 1969 blev han valgt til formand for klubbens fodboldafdeling.

Harry Conradsen var i alle årene kendt for sin urokkelige loyalitet over for OB. Det blev spøgefuldt sagt om ham, at det var godt, han ikke var bloddonor, for han havde næppe nogen “røde” blodlegemer i kroppen – alt blodet var efter sigende blåt og hvidt.

Harry Conradsen døde i september 1976, 70 år gammel.

BACK-LYNET, DER SKIFTEDE EFTERNAVN

Frank Clausen har fødselsdag i dag. Han ville være fyldt 66 år.

Han var oprindeligt døbt Frank Klausen, men da han kom til OB og trådte frem i offentligheden i de danske medier, stavede pressen ofte hans navn Frank Clausen. Det tog han konsekvensen af og skiftede sit efternavn fra Klausen til Clausen.

Frank Clausen var en ekstremt hurtig back, der allerede i sine gymnasiedage viste prøver på sin hurtighed på atletikbanerne.

Han blev dansk mester med OB i 1982 og pokalvinder i 1983 under træner Richard Møller Nielsen, der satte stor pris på den arbejdsomme forsvarsspiller med rødder i Fjordager IF.

Med sine 287 kampe for OB er Frank Clausen nummer 8 over spilere med flest kampe i den stribede trøje.

Frank Clausen døde den 9. februar 2005 efter et længere sygdomsforløb.

Han har op til sin død ansat som eksportchef i virksomheden Jørgen Kruuse A/S i Marslev.

På fotoet jubler fra venstre Poul Andersen, Hans Peter Utoft, Frank Clausen, Michael Johansen og Keld Bordinggaard efter mesterskabet var i hus i 1982.

DE GAMLE BITRE MÆND…

Da OB onsdag aften gæstede Glamsbjerg IF til opvisningskamp i Glamsdalen, var André naturligvis på plads. Med sig havde han et banner med den karakteristiske tekst O.B.O.C. – De gamle bitre mænd.

På et logo på banneret står der OB Oldschool Crew og forkortelsen N. O. L. U. W. D. C. Det er en forkortelse for Noone Likes Us We Don't Care - et chant, som stammer fra den engelske fodboldklub Millwall, der begyndte at synge det i slutningen af 1970'erne på Rod Stewart-hittet 'We are Sailing'.

Banneret er et symbol på et OB-fællesskab, der har eksisteret i 20 år og tog sit udgangspunkt i OB’s udesejr i Heerenveen i november 2006.

André kan huske tilbage tiden med de mange fangrupperinger fra midten af 00’erne. Han nævner blandt andet Loud'n Proud, White Army og Odense Ultras.

- Vi er jo efterhånden blevet lidt ældre, og det her er vores måde at holde sammen på nu, fortæller André.

Han har fulgt OB i årtier og har været en del af fanmiljøet siden slutningen af 1980'erne. Dengang var han blot 16-17 år gammel. Siden er der blevet til utallige stadionbesøg - både hjemme og ude.

O.B.O.C. – De gamle bitre mænd består af både tidligere og nuværende OB-fans, som mødes omkring kærligheden til klubben. André forklarer, at der er plads til alle, der har været en del af rejsen gennem årene.

ET FARVERIGT FODBOLDMINDE FRA 1962: DA CURACAO GÆSTEDE ODENSE STADION

Curaçao beskrives af mange som en ukendt og eksotisk størrelse ved VM i fodbold. Sådan var det også, da Curaçao for 64 år siden spillede landskamp mod Danmark på Odense Stadion.

I begyndelsen af 1960’erne var internationale fodboldkampe i Danmark stadig noget ganske særligt, og derfor vakte det selvfølgelig stor interesse, da det lille caribiske land dukkede op for at møde Danmark på Odense Stadion tirsdag den 11. september 1962.

Holdet blev beskrevet som et teknisk dygtigt og underholdende mandskab præget af hollandsk fodboldkultur og med en sydlandsk spillestil.

Selvom Curaçao ikke blev betragtet som en stormagt i international fodbold, havde danskerne respekt for gæsterne. Mange huskede stadig landenes tidligere møde i Aarhus i 1958, hvor Curaçao havde ydet hård modstand mod et stærkt dansk hold. Dengang stillede Danmark med flere af tidens største profiler, blandt andre Poul Pedersen, Henry From og Jørgen Olesen.

Det danske landshold var i i begyndelsen af 1960’erne inde i en stærk periode. Holdet havde opnået gode resultater mod flere europæiske modstandere, og spillertruppen talte adskillige rutinerede landsholdsspillere med stor international erfaring. Derfor var forventningerne til opgøret i Odense også betydelige.

Kampen blev samtidig en sjælden mulighed for de fynske fodboldtilhængere. Det var ikke hver dag, at A-landsholdet optrådte i Odense, og arrangementet blev forsøgt gjort til en folkefest.

Portene åbnede tidligt, og der var musikalsk underholdning inden kampstart for at skabe den rette stemning. Alligevel dukkede der kun 4500 tilskuere op til kampen.

For Curaçao var besøget i Danmark en del af en større europaturné. Holdet behøvede ikke lang tid til at vænne sig til forholdene, da spillerne kom direkte fra en række kampe i Europa. Der var derfor forventninger om, at gæsterne ville levere en indsats, der kunne matche værterne. Det kunne de ikke helt.

Danmark vandt kampen 3-1, og det resultat blev i pressen betegnet som en halv fiasko. Om Curaçao hed det blandt andet, at 'der kun var et godt at sige om dem, og det var, at de var kommet til Danmark for at gøre et godt indtryk'. Og en avis slap afsted med at skrive om Curaçaos målmand Balentien, 'at der var flere redninger i Tarzan-stil oppe i trætop-højde'.

Fyn var repræsenteret ved backen Kaj Johansen fra OB og Helge Jørgensen fra Odense KFUM. Også Carl Bertelsen stillede fra start. Han fik senere en enkelt sæson i OB i 1968-69 under træner Jack Johnson, efter han var vendt tilbage fra sit professionelle udlandseventyr i Skotland.

PØLSELIGAEN

Rewind OB har testet stadionplatten på de danske Superligastadions i sæsonen 2025/26.
Her er dommen:

HERNING- PØLSEN
Frankfurter med brød.
Tid fra bestilling til servering: 45 sekunder.
Pris: 55 kroner.
Dom: Lunt brød - men pølsen var halvlunken. Skulle selv bede om dyppelse.
3 ud af 6 sennepsklatter

ODENSE-PØLSEN
Frankfurter med brød
Tid fra bestilling til servering: 16 sekunder.
Pris: 45 kroner.
Dom: En gennemsnitspølse lidt over middel med pænt skind. Prismæssigt i den billige ende.
4 ud af 6 sennepsklatter

VEJLE-PØLSEN
Frankfurter med brød
Tid fra bestilling til servering: 11 sekunder.
Pris: 55 kroner.
Dom: Varm pølse og lunt brød. Pølsen var pænt stor med perfekt skind og godt bid. En velproportioneret stadionservering.
5 ud af 6 sennepsklatter.

FC KØBENHAVN-PØLSEN
Fransk hotdog
Pris: 34 kroner
Tid fra bestilling til servering: 74 sekunder inklusiv en Cola Zero
Dom: Standardvare. I Parken kan man ikke bestille en klassisk frankfurter…
3 sennepsklatter ud af 6

FREDERICIA-PØLSEN
Frankfurter med brød.
Pris: 60 kroner.
Tid fra bestilling til servering:52 sekunder.
Dom: Et velproportioneret stykke gris med perfekt stegeskorpe. Lunt - men lille - brød, og så er prisen lige til den pæne side.
5 af 6 sennepsklatter.

SILKEBORG-PØLSEN
Pris: 60 kr.
Tid fra bestilling til servering: 40 sekunder.
Dom: Stor og let krydret pølse med lidt for sejt skind. Fin smag og varmt brød.
4 store sennepsklatter ud af 6.

BRØNBY-PØLSEN
Pris: 40 kr.
Tid fra bestilling til servering: 17 sek.
Dom: Superligaens mindste og billigste pølse. Ganske fin uden at man falder helt på halen.
4 ud af 6 sennepsklatter

VIBORGPØLSEN
Frankfurter med brød
Pris: 55 kr.
Serveringstid: 14 sek.
Dom: Lettere flækket mindre pølse med et småt brød. En my over middel, men med plads til forbedringer.
4 af 6 sennepsklatter

FARUMPØLSEN
Frankfurter med to brød
Pris: 55 kroner.
Serveringstid: 26 sekunder.
Dom: De to brød var tørre som tvebakker. Halvlunken pølse uden ret megen smag.
2 ud af 6 sennepsklatte

RANDERS-PØLSEN
Frankfurter med brød.
Pris: 55 kr.
Serveringstid: 40 sek.
Dom: Vanlig høj kvalitet. Pølse med perfekt skind. Varmt brød og pluspoint for altid at være klar ved grillen 45 min. før kickoff.
5 store sennepsklatter ud af 6.

VEJLBY-PØLSEN
Pris: 59 kr.
Serveringstid: 44 sek.
Dom: Lunken frankfurter med klægt og tørt brød. AGFs spiller midlertidigt i Vejlby. Pølseboden bør ikke følge med til nyt stadion.
2 ud af 6 sennepsklatter.

HADERSLEV-PØLSEN
Ringrider med brød.
Pris: 55 kr.
Serveringstid: 48 sek.
Dom: En Haderslev-klassiker, der skiller sig ud på den gode måde. Et smagfuldt stykke tarm, men der skal to til at blive mæt.
5 af 6 sennepsklatter.

NYBORGS ’TRÆHUGGER’ VAR MED TIL AT SENDE OB I 1. DIVISION…

Søren Skov var ud af en sportsglad familie, der boede i boligkvarteret Sprotoften i Nyborg. Hans storebror Jørgen Skov spillede også fodbold i Nyborg, og storesøsteren Else var en skrap elitegymnast, der kom på verdensholdet i gymnastik.

Søren Skov kickstartede sin seniorkarriere i begyndelsen af 70’erne i hjembyen Nyborg, hvor han fik plads på byens solide hold i 3. division vest med blandt andre den tidligere OB-spiller Ebbe Haislund som en af de bærende kræfter på holdet.

Sammen med spillere som Kurt Lundtofte, Per Hansen, Allan Christensen og Finn Skov (ikke familie) tilhørte Søren Skov en generation af unge talentfulde nyborgensere.

Søren Skov havde allerede givet prøver på sit uomtvistelige talent, da han i 1970 spillede landsjuniorstævne i Silkeborg på et stærkt FBU-hold, der også talte målmand Claus Toppel og Uffe Pedersen.

I september 1971 blev Søren Skov udtaget til ynglingelandskampen mod Norge i Larvik. Det skete efter en kamp mellem Fyn og Jylland i Langeskov, og fra Fyn blev der også plads til målmand John ’Krølle’ Nielsen fra B1913 og Nils Møller Kristensen, OB.

Søren Skov forlod Nyborg G&IF ved årsskiftet i 1974/75 og en pæn mængde mål fortsatte sin karriere i OB. I bæltbyen kom hans mål til at mangle, men østfynboerne havde fået en god afløser i den unge Vilhelm Munk Nielsen, der før sæsonstarten var kommet til fra omegnsklubben Langtved. I Nyborg havde Søren Skov taget en uddannelse som sparekasseassistent i Sparekassen for Nyborg By og Omegn.

Nyborg G&IF havde i september 1974 hentet træner Jack Johnson til klubben i et sidste desperat forsøg på at undgå nedrykning til Danmarksserien, og han kunne godt have et lidt anstrengt forhold til unge talentfulde spillere. Det fortæller Jan Witzel, der spillede sammen med Søren Skov i nogle sæsoner i Nyborg.

- Jack Johnson kunne godt finde på at sige til Søren: ’Jeg fryser, kan du ikke lige hente min trøje. Den ligger derovre’.

OB’s nyansatte træner Richard Møller Nielsen læste også aviser, så han kendte alt til Søren Skovs mange mål i Nyborg. Efter klubbens nedrykning var det oplagt for Søren Skov at skifte græsgange.

Søren Skov fik sin divisionsdebut i den stribede trøje i sæsonåbneren i 2. division mod IHF i Århus på et hold, der så således ud:
Per Hansen – Jens Erik Nøttrup – Mogens Christiansen – Poul Andersen – Flemming Nielsen – Leif Rahbæk – Niels Møller Kristensen – Kaj Nøttrup – Allan Hansen – Henrik Kamp Madsen – Søren Skov 12: Allan ’Skæg’ Nielsen.

OB tabte kampen med 1-5! Men herfra gik det kun fremad for både OB og Søren Skov, der markerede sig som OB's topscorer sammen med Per Bartram, som efter sine år i skotsk og engelsk fodbold følte sig kaldet til at give sin angrebskollega kælenavnet ’Charlie Woodpecker’.

Da OB rykkede op i 1. division med en sejr på 4-0 over Hvidovre IF på Odense Stadion søndag den 16. november 1975, havde Søren Skov en fod med i triumfen. Han scorede kampens første mål på straffespark i tilbagelænet Kim Christofte-stil. Og efter kampen sagde han:
- Når 11.000 har betalt for at komme ind, må vi også give dem noget spænding.

Få uger efter forlod Søren Skov OB og det hold, som træner Richard Møller Nielsen var i gang med at bygge op til klubbens gyldne år i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne.

Søren Skov skiftede til den tyske 2. Bundesliga-klub Sct. Pauli i Hamburg, hvor han sluttede sig til de to danskere Heino Hansen og Johnny Pedersen. Han var den første fynbo, der skrev kontrakt med den tyske kultklub.

- Så vidt jeg ved, var det Jack Johnson, der formidlede kontakten mellem Søren Skov og Sct. Pauli. Jack havde gode forbindelser til den tyske klub, forklarer Jan Witzel.

Søren Skov debuterede i en udekamp mod Wattenscheid søndag den 21. december 1975, hvor han fik den sidste halve time af kampen, som Sct. Pauli tabte 0-2.

Skiftet til subtoppen af tysk fodbold var lidt af en kulturomvæltning for Søren Skov, der ikke just var nogen træningsnarkoman. I Danmark var han kendt for at spille med nedrullede sokker.

- Om ikke andet har jeg da fået lært at spille med benskinner. Der tackles helt anderledes hård i professionel fodbold, og jeg skal i hvert fald ikke nyde noget, sagde den 21-årige Søren Skov efter premierekampen mod Wattenscheid.

Han fik hurtigt gang i målscoringen I Sct. Pauli, og Søren Skov var med til at spille klubben op i Bundesligaen i 1977. Han nåede dog aldrig at spille i den bedste tyske række for Sct. Pauli, før han skiftede til den belgiske klub Cercle Brügge, hvor det blev til 149 kampe og 69 mål i fem sæsoner.

Fra Belgien gik udlandseventyret videre til italienske US Avellino, der i 1980’erne havde specialiseret sig i at hente ’billige’ spillere i andre europæiske klubber og sælge dem videre med en pæn fortjeneste.

Avellino betalte 500 millioner lire for Søren Skov, men og sendte ham straks videre til 2. bundesligaklubben Hertha Berlin efter bare en enkelt sæson i Serie A, hvor han kun nettede fire gange for syditalienerne. Salgspris: 345.000 D-mark.

Det hed sig, at hans blonde kone Martine i virkeligheden var mere populær end Søren Skov blandt de italienske tilhængere på Irpinia-kurven på det lokale stadion 50 kilometer øst for Napoli.
’En mystisk mand, der går på banen på jagt efter sig selv’, blev der blandt andet skrevet om Søren Skov.

Søren Skov sluttede sin professionelle karriere i 1987 efter lidt mindre profilerede ophold i de schweiziske klubber FC Winterthur og FC St. Gallen, hvorefter han droslede ned på amatørplan i FC Biel i den næstbedste række.

Han var i sin karriere aldrig arketypen på en professionel fodboldspiller, og det var en ikke ringe bedrift for Nyborg-drengen at opnå så mange år og kampe i tysk, belgisk og italiensk fodbold. På træningsbanen var den venstrefodede fynbo ikke ligefrem nogen præmietyr.

Søren Skov var en fiffig fodbold-flanør, der omgik sin profession med en særlig tilbagelænet distance, og på den vis faldt han godt ind i en kreds af spillere som Lars Bastrup, Nils Møller Kristensen og til dels Ronald Stelmer, der op gennem 1970’erne alle havde en hel egen tilgang til halv- og helprofessionel fodbold.

I 2021 år sagde Søren Skov til B.T.:
- Jeg har aldrig været så fanatisk fodboldinteresseret. Jeg ville bare spille kampe, og træningen var sur. Jeg ville slet ikke kunne være med i dag, hvor man ikke må gå i byen, skal se video hele tiden, og det bliver dikteret, hvad man skal spise. Det ville være frygteligt.

Søren Skov fik tre A-landskampe samt seks ungdomslandskampe. På A-landsholdet debuterede han onsdag den 5. maj 1982 i Idrætsparken mod Sverige. Landstræner Sepp Piontek kaldte ved udtagelsen Søren Skov for ’en joker’, der skulle danne angrebstrio med Preben Elkjær og Jesper Olsen. Til kampen var der desuden debut til John Sivebæk, Vejle, og Flemming Christensen, Lyngby.

Landsholdet mod Sverige så således ud:
Ole Qvist – John Sivebæk – Ivan Nielsen – Per Røntved – John Lauridsen – Søren Lerby – Jens Jørgen Bertelsen – Frank Arnesen – Søren Skov – Preben Elkjær – Jesper Olsen 12: Allan Hansen 13: Ole Madsen 14: Flemming Christensen 15: Henrik Eigenbrod 16: Ole Kjær

Kampen sluttede 1-1, og Søren Skov havde svært ved at markere sig i de 71. minutter han fik på banen, inden han blev skiftet ud med Flemming Christensen.

’For Søren Skov blev debutdrømmen til et antiklimaks. Og da han efter ordre fra landstræner Sepp Piontek efter 71 spilleminutter våd og kold blev sendt til omklædning, kom det næsten som en befrielse for ham, skrev pressen.

Søren Skov nåede at bo i Schweiz i 36 år.

Han døde pludselig torsdag den 18. august 2022 af et hjerteslag.

KØBMAND GJORDE OB TIL SIN ENEARVING

I slutningen af mesteråret 1977 modtog OB helt uventet en stor sum penge.
Afsenderen var Ejvind Fischer, der før sin døde i slutningen af september 1977 havde valgt at betænke den fynske fodboldklub med lidt over en lille million kroner i sit testamente.

Ejvind Fischer kom i 1917 i lære i købmandsforretningen i Nørregade 47 (ved siden af det nuværende Sir Club) i Odense, som dengang tilhørte købmand Johannes V. Schrøder. 10 år senere overtog Ejvind Fischer forretningen, hvor han hurtigt oparbejdede en stor og loyal kundekreds.

Han havde i sine unge år spillet en del førsteholdskampe for OB. Da han sluttede sin aktive karriere på fodboldbanen, delte han sit liv op i to store interesser: OB’s kampe og klublivet omkring Ådalen og sin købmandsforretning i Nørregade.

Ejvind Fischer havde i en del år ladet antyde, at OB skulle være hans enearving, når han en dag ikke var her mere. Han var OB’er med liv og sjæl, og han svigtede aldrig, når hans gamle klub spillede divisionskampe på Odense Stadion.

Ejvind Fischer var før sin død ganske bevidst om, at OB ville blive danske mestre i 77-sæsonen, og han fortalte, at det gjorde ham lykkelig. I testamentets bestemmelser havde Ejvind Fischer fået indført, at universalarven skulle gå til ungdomsarbejdet, og at blot denne betingelse blev opfyldt, kunne klubben gøre med pengene, hvad den ville.

OB måtte svare en tredjedel af arven i afgifter. Ejvind Fischer blev 76 år.