13/07/2026
SOMMERHILSEN FRA FORMANDEN
Kære Frejanere
Foråret 2026 har endnu engang vist, hvad Aalborg Freja er bygget af.
Ikke kun fodboldkampe, resultater og aktiviteter – men mennesker, der møder op, tager ansvar og skaber fællesskab omkring klubben.
Vi har haft liv på banerne fra de helt små i MINI Freja til de stærke veteraner hos Messi med Måde. Og derimellem vores børnehold, ungdomshold, seniorhold og alle de mange aktiviteter omkring klubben. Det er den brede klub, vi gerne vil være. En klub, hvor der er plads til de første spark til bolden, de store kampe, fællesskabet og alle de små opgaver, der får hverdagen til at hænge sammen.
Sportsligt har der som altid været både opture og nedture. Vores 1. kvinder i C-Ligaen havde et suverænt forår og sluttede som nummer 1 i puljen. En meget fornem præstation i Danmarks tredje bedste række. Og så var der oprykning til vores Serie 5-herrer, som sluttede som ubestridt førerhold med 10 sejre i 10 kampe. Stort tillykke med oprykningen.
Det blev kun til en enkelt sæson i Danmarksserien for vores 1. herrer, og derfor byder Gardian Park op til fodbold i Jyllandsserien i efteråret. Der blev kæmpet hårdt for de blå/hvide farver, og særligt på hjemmebane var der flere gode kampe, så forventningen er da, at vi kan blande os i kampen om oprykning til næste sommer.
Det blev ikke til yderligere oprykninger, men til gengæld heller ikke andre nedrykninger. Så klubben står fortsat med en god og solid bredde i seniorafdelingen, og med oprykningen til Serie 4 bliver der plads til et nyt Serie 5-hold i efteråret. Det kommer i høj grad til at bestå af tidligere U19-spillere, som nu træder ind i seniorrækkerne. Det er dejligt, at vi kan holde fast i overgangene fra ungdom til senior – både på herre- og kvindesiden.
Foråret har også budt på Aalborg City Cup, hvor vi igen fik vist, at Aalborg Freja kan samle mennesker omkring fodbold, frivillighed og gode oplevelser. Det kræver meget at løfte sådan et arrangement, og det sker kun, fordi så mange bidrager før, under og efter. Tak til alle jer, der tog en vagt, hjalp et hold, stod i boden, tog imod gæster, ryddede op eller bare var med til at skabe den gode stemning.
Men der har også været en lang række andre aktiviteter. Der er de faste holdepunkter og traditioner, vi værner om. Igen i år var de to traditionelle fester for tidligere og nuværende spillere, ledere, frivillige eller andre, der bare elsker Freja, Gule Ærter og Tarteletten, nogle dejlige, festlige aftener i klubhuset.
Der har også været fællesspisninger og overnatninger for børne- og ungdomshold.
Andre har også glæde af vores klubhus. Til jul holdt SIFA deres store veterantræf hos os, og her op til sommerferien har beboerne på plejehjemmet Vestergården afholdt deres herlige sommerfest i vores lokaler.
Fester, arrangementer, kurser, fodboldskole og meget mere. Det kan alt sammen kun lade sig gøre på grund af de mange frivillige, som bakker op og hjælper til. Jeg vil også gerne nævne den garvede flok fra vores naboer hos Andelsforeningen Støberiet. Igen og igen har de været forbi og stået for servering i forbindelse med arrangementer. I har en stor plads i mit foreningshjerte for den måde, I bakker op om klubben.
Bestyrelsen har arbejdet videre med flere af de store spor omkring klubbens faciliteter og fremtid. Det gælder blandt andet arbejdet med bedre rammer omkring vores anlæg, udviklingen af en ny kunstgræsbane, istandsættelse af klubhuset, udviklingen af MultiZonen og de mange tanker om, hvordan Freja også fremover kan være et stærkt samlingspunkt i Vestbyen. Det er store projekter, og nogle gange går tingene langsommere, end vi kunne ønske os. Men retningen er vigtig, og vi bliver ved med at tage de næste skridt.
En særlig tak skal lyde til alle jer, der gør en forskel i hverdagen: trænere, holdledere, dommere, bestyrelse, udvalg, forældre og alle jer, der hjælper uden nødvendigvis at stå forrest.
Det er jer, der gør Aalborg Freja til mere end en fodboldklub. Det er jer, der gør, at børn og unge bliver mødt af voksne, der vil dem. Det er jer, der gør, at kampdage, stævner, træninger og fællesskaber bliver til virkelighed.
Derfor håber jeg også I vil sætte et sort kryds i kalenderen lørdag d. 5. september, hvor vi igen fejre alle jer frivillig til den dejlig dag med fodbold, godt samvær, god mad og fest i klubben.
Nu venter sommeren. For nogle betyder det pause fra bolden, for andre betyder det måske et fodboldstævne, vedligeholdelse, planlægning og forberedelse til efteråret.
Uanset hvad håber jeg, at alle får mulighed for at trække vejret lidt, nyde solen og samle energi.
På vegne af bestyrelsen vil jeg ønske alle spillere, trænere, frivillige, forældre, sponsorer og venner af klubben en rigtig god sommer.
Tak for et stærkt forår i Aalborg Freja.
Vi ses i klubben.
Bettina “Beth” Andersen
Formand, Aalborg Freja