KETO Nordic

Du kan godt spise færre kalorier og tabe dig – men det betyder ikke nødvendigvis, at du forbrænder dit kropsfedt.

Det er en af de vigtigste ting at forstå, hvis du vil forstå forskellen på almindeligt vægttab og et reelt fedttab.

Hvis du spiser kulhydrater mange gange i løbet af dagen, stimulerer du insulin igen og igen.

Og når insulin er højt, hæmmes lipolysen – altså kroppens frigivelse af fedtsyrer fra fedtcellerne.

Fedtdepoterne bliver sværere at få adgang til.

Samtidig vil kroppen i højere grad være afhængig af glukose som brændstof.

Men hvad sker der, hvis du samtidig reducerer kalorierne?
Kroppen mangler stadig energi.

Og hvis den ikke får tilstrækkelig adgang til sit lagrede fedt som energikilde, skal den finde energien et andet sted.

Det kan betyde, at kroppen i højere grad nedbryder protein – herunder muskelvæv – for at dække energibehovet.

Så ja:
Vægten kan falde.
Men det er ikke det samme som, at du har optimeret fedttabet.
Og her bliver det alvorligt.
Når vi taler om at miste muskelmasse, taler vi ikke kun om de muskler, du kan se i spejlet.

Dit hjerte er også en muskel.
Faktisk en af kroppens vigtigste muskler.
Den arbejder hvert eneste sekund, døgnet rundt, hele dit liv.
Derfor bør målet med et vægttab ikke bare være at få tallet på badevægten ned.

Vi skal reducere fedtmassen og samtidig beskytte den fedtfri masse.
Det er her, den ketogene tilstand bliver interessant.
Når kulhydratindtaget reduceres kraftigt, falder insulin.
Når insulin falder, lettes hæmningen af lipolysen.
Fedtsyrer kan frigives fra fedtcellerne.
Leveren kan omdanne en del af fedtsyrerne til ketonstoffer.
Og kroppen bevæger sig over i en metabolisk tilstand, hvor fedt bliver det dominerende brændstof.
Kroppen kan dermed i langt højere grad hente energi fra sit eget enorme energilager: DIT KROPSFAT.

Og nej – kroppen behøver ikke konstant at få kulhydrater udefra for at opretholde den nødvendige glukose.
Den kan selv producere glukose efter behov.

Glukose er nødvendigt til bestemte funktioner, men det betyder ikke, at vi skal tilføre kulhydrater hele dagen for at holde blodsukkeret oppe.

Kroppen kan selv regulere og producere den glukose, den har brug for.
Så spørgsmålet er ikke kun:
“Hvor mange kalorier spiser du?”
Det mindst lige så interessante spørgsmål er:
“Hvilket brændstof har du sat kroppen op til primært at bruge?”
For hvis målet er fedttab, ønsker vi ikke bare en mindre krop.

Vi ønsker:
🔥 adgang til fedtdepoterne
🔥 høj fedtforbrænding
🔥 ketonproduktion
💪 bevarelse af muskelmasse
❤️ beskyttelse af den muskel, der holder dig i live hvert eneste sekund

Du skal ikke bare tabe dig.

Du skal forbrænde det fedt, du har på kroppen – og bevare den muskelmasse, du har brug for.

🍎 FRUGT ER SUNDT – SÅ SPIS BARE LØS?

Det er måske en af de mest sejlivede forestillinger om vores mad.

For lige nu bugner det af frugt. Æbler, pærer, blommer og vindruer – og i supermarkedet ligger de side om side med bananer, mango, ananas og alverdens frugt fra den anden side af kloden.

Og så spiser vi løs.

For frugt er jo sundt.

Men prøv lige at se på, hvad vi faktisk spiser:

🍎 Et almindeligt æble på ca. 170 g: omkring 18 g sukker
🍐 En almindelig pære på ca. 180 g: omkring 18 g sukker
🍌 En mellemstor banan: omkring 14 g sukker og 27 g kulhydrat
🥭 200 g mango: omkring 27 g sukker
🍇 En skål med 300 g vindruer: omkring 48 g sukker

Og vindruer er interessante, for hvem vejer 100 gram af?

Man sætter skålen på bordet – og hånden fortsætter.

300 gram vindruer kan altså levere næsten 50 gram sukker.

Det er værd at tænke over, hvis målet samtidig er lavt insulin og fedtforbrænding.

DA JEG VAR BARN, SPISTE VI OGSÅ FRUGT

Selvfølgelig gjorde vi det.

Men vi spiste langt mere efter sæsonerne.

Jordbær hørte sommeren til. Æbler og pærer kom om efteråret. Appelsiner og mandariner husker jeg især fra vinteren.

Det var ikke noget, vi nødvendigvis spiste fra morgen til aften 365 dage om året.

I dag har global handel og moderne dyrkning ændret det fuldstændigt.

Nu kan vi begynde dagen med banan og blåbær, tage et æble som mellemmåltid, spise vindruer på arbejdet, lave en smoothie om eftermiddagen og slutte med frugtsalat.

Og hvert enkelt valg får stemplet:

SUNDT.

Men kroppen læser ikke mærkaten.

BENJAMIN BIKMAN STILLEDE ET ANDET SPØRGSMÅL

Det er dét perspektiv, jeg synes er interessant.

Ikke:

“Er der vitaminer i et æble?”

Selvfølgelig er der det.

Men:

“Hvad sker der med insulin – og hvad betyder det for min adgang til mit eget kropsfedt?”

Insulin er et livsnødvendigt hormon. Men insulin hæmmer samtidig frigivelsen af fedt fra vores fedtceller.

Derfor arbejder vi i en ketogen livsstil på at skabe lange perioder med lavt insulin, hvor kroppen får mulighed for at hente energi fra sine egne fedtdepoter.

Og her kommer det helt enkle spørgsmål:

Hvis kroppen allerede har titusindvis af kalorier lagret som fedt, hvorfor skal vi så gå og tilføre små portioner energi hele dagen?

Et æble klokken 10.

En banan klokken 13.

Vindruer klokken 15.

Lidt frugt efter aftensmaden.

Det er ikke det enkelte æble, jeg er interesseret i.

Det er mønstret.

OG FRUGTEN ER OGSÅ BLEVET FORÆDLET

Den frugt, vi køber i dag, er ikke en uforandret gave fra den vilde natur.

Gennem generationer har vi udvalgt efter størrelse, udseende, holdbarhed, konsistens – og selvfølgelig smag.

Vi mennesker elsker sødt.

Samtidig har vi gjort frugten tilgængelig hele året.

Det er måske den største forandring af alle.

Noget, der engang var sæsonbestemt, er blevet til daglig snack.

JEG SIGER IKKE: SPIS ALDRIG FRUGT

Jeg siger:

Sæt frugten tilbage på sin rette plads.

Vil du spise lidt af efterårets danske æbler eller pærer, så nyd dem bevidst. Vælg gerne dansk, lokalt og økologisk, og spis dem hellere som en del af et måltid end som snacks dagen igennem.

Men lad være med at tro, at en stor frugtskål er metabolisk neutral, bare fordi indholdet kommer fra planter.

For i en ketogen livsstil er spørgsmålet ikke kun:

“Er det naturligt?”

Det langt mere interessante spørgsmål er:

“Vil jeg spise mere energi nu – eller vil jeg give kroppen mulighed for at bruge den energi, jeg allerede har lagret?”

Det er to meget forskellige ting.

Og det er måske værd at tænke over næste gang hånden ryger ned i skålen med vindruer. 🍇

OG SÅ ER DER JUICEN …

Når vi taler om frugt, er vi også nødt til at tale om juice. For efter min mening er juice noget af det mest misforståede, vi har fået placeret i kategorien sundt.

Jeg husker stadig en morgenmad på et hotel i København. Ved juicepressen stod en dame og lavede sig et stort glas friskpresset appelsinjuice.

Jeg begyndte at tælle.
12 appelsiner!
Maskinen tog halve appelsiner med skræl, pressede dem – og ud kom et stort glas “sundhed”.

Jeg kunne næsten ikke lade være med at tænke: Så er der vist lige til en uges arbejde med at komme ordentligt tilbage i fedtforbrændingen igen. 😄

Det er selvfølgelig sagt med et glimt i øjet. Hvor hurtigt man kommer tilbage i fedtforbrænding afhænger af mange ting. Men prøv lige at tænke over det:

Ville hun nogensinde have sat sig ned og spist 12 appelsiner til morgenmad?
Næppe.

Men hun kunne uden problemer drikke dem på ganske få minutter.

Og appelsinerne blev presset med skrællen på. Citrusfrugter kan have pesticidrester på overfladen. Jeg aner naturligvis ikke, hvad der sad på netop disse appelsiner, men personligt ville jeg ikke vælge at presse 12 konventionelle appelsiners overflade med ned i det, jeg skulle drikke.

OG DET VAR ENDDA FRISKPRESSET JUICE
For så kommer vi til den juice, vi køber færdig.
Og her bliver jeg endnu mere skeptisk.

Meget af det, vi finder omkring juicehylden, er efter min mening rent skrammel forklædt som sundhed. Man finder juice fra koncentrat, nektar og forskellige frugtdrikke, hvor råvaren kan være stærkt forarbejdet og produktet sammensat af koncentrat, vand, aromaer og andre ingredienser afhængigt af typen.

Nogle af de billigste “frugtdrikke” har meget lidt med den friske frugtoplevelse at gøre. De kan være baseret på vand, sukker eller sødestoffer, koncentrater, aromaer, syrer og farvestoffer. Derfor skal vi også lære at skelne mellem 100 % juice, juice fra koncentrat, nektar og frugtdrik. Det er ikke det samme.

Men selv en ægte, friskpresset 100 % juice får ikke et fripas hos mig.

For problemet er ikke kun, hvad industrien eventuelt har gjort ved produktet.

Problemet er også selve juicen.
Når vi presser frugten, gør vi det utrolig nemt at indtage sukkeret fra en mængde frugt, som de færreste ville spise hel.

Frugt indeholder både glukose og fruktose. Glukosen bidrager til insulinresponsen, mens en stor del af fruktosen håndteres i leveren. Og det er netop insulinresponsen og kroppens adgang til sine egne fedtdepoter, der interesserer mig.

Når insulin stiger, dæmpes frigivelsen af fedt fra fedtvævet. Det er en af de helt centrale pointer hos Benjamin Bikman, når han forklarer insulinens rolle i vores metabolisme.

Så nej – jeg bliver ikke imponeret af ordene:
100 % naturlig.
Koldpresset.
Friskpresset.
Økologisk.
Ingen tilsat sukker.
“Ingen tilsat sukker” betyder ikke “uden sukker”.

Min holdning er derfor ganske enkel:
Lad være med at spise frugt - og vil du gøre det så i meget små mængder og slad helt være med at drikke den.

Og lever du en ketogen livsstil, er der efter min mening slet ingen grund til at starte dagen med et stort glas koncentreret frugt.
Vand, kaffe eller te.

Og næste gang du står ved hotellets juicepresser, så prøv at tælle appelsinerne.
Jeg kom til 12. 🍊🍊🍊

🍎 MEN FRUGT ER JO SUNDT… ER DET IKKE?

Lige nu bugner haver, vejboder og butikker af æbler, pærer, blommer og vindruer. Og mange af os spiser rigtig meget frugt netop nu.

Når jeg nævner sukkeret i frugt, kommer svaret næsten altid:
“Ja, der er sukker i frugt – men det er jo sundt.”

Den sætning synes jeg, vi skal udfordre.

For kroppen har ikke en særlig kategori, der hedder “sundt sukker”.

Selvfølgelig indeholder frugt også fibre, vitaminer, mineraler og plantestoffer. Et æble er ikke det samme som en pose slik. Men sukkeret forsvinder ikke, fordi det sidder i et æble.

DET INTERESSANTE ER INSULIN
Her synes jeg, Benjamin Bikmans perspektiv er vigtigt.
I en ketogen livsstil er jeg ikke særligt optaget af små udsving i blodsukkeret. Det interessante er insulinresponsen bagefter.
Insulin er et livsnødvendigt hormon, men det er samtidig et stærkt signal om, hvilket brændstof kroppen skal bruge.

Når insulin er lavt, får kroppen lettere adgang til det fedt, vi allerede har lagret. Fedtsyrer frigives fra fedtcellerne, og leveren kan danne ketoner.

Når insulin stiger, hæmmes frigivelsen af fedt fra fedtcellerne.
Det er en af grundene til, at vi ikke bare skal interessere os for hvad vi spiser, men også hvor ofte.

Et æble her. En pære dér. Lidt vindruer senere.
Det lyder uskyldigt, men hvis vi hele tiden tilfører ny energi og kulhydrat, forkorter vi de perioder, hvor insulin kan være lavt, og kroppen kan hente energi fra sine egne depoter.

OG FRUKTOSEN?
Frugt indeholder blandt andet fruktose, som metaboliseres anderledes end glukose og i høj grad håndteres af leveren.
Her kan den blandt andet bidrage til leverglykogen, glukose og laktat. Ved et vedvarende energioverskud kan den også bidrage til dannelsen af triglycerider og leverfedt.

Fruktose giver i sig selv en forholdsvis lille direkte insulinrespons, men det gør den ikke metabolisk gratis. Og et æble indeholder ikke kun fruktose. Frugt indeholder typisk en blanding af fruktose, glukose og sukrose.

Det er derfor hele fødevaren og den samlede påvirkning, der er interessant.

FRUGTEN HAR OGSÅ FORANDRET SIG
Den frugt, vi køber i dag, er resultatet af generationers udvælgelse og forædling.
Vi har udvalgt efter størrelse, holdbarhed, udseende, konsistens – og ikke mindst smag.

Og vi mennesker kan lide sødt.

Det betyder ikke, at alle moderne frugter nødvendigvis indeholder meget mere sukker end alle deres vilde forgængere. Men vi har fået store, saftige, søde frugter – og vi har adgang til dem 365 dage om året.

Historisk var frugt i vores del af verden sæsonmad.

Efteråret kom. Frugten modnede. Vi spiste den.

Og så var den væk igen.

Det er noget ganske andet end en frugtskål, der fyldes op året rundt.

OG SÅ ER DER PESTICIDERNE
Fødevarestyrelsens undersøgelser finder pesticidrester i en del konventionelt dyrket frugt, selv om langt de fleste fund ligger inden for de gældende grænseværdier.

Vil man reducere eksponeringen, peger Fødevarestyrelsen på danske afgrøder frem for tilsvarende udenlandske – og økologisk reducerer den yderligere.

Så skal der lidt efterårsfrugt på bordet, giver dansk, lokalt, sæsonbestemt og gerne økologisk god mening.

SÅ MÅ VI IKKE SPISE ET ÆBLE?
Jo.
Det er ikke æblet, jeg er ude efter.
Det er forestillingen om:
FRUGT = SUNDT = SPIS BARE LØS.

Hvis dit mål er en ketogen livsstil med lavt insulin, god fedtforbrænding og adgang til kroppens egne fedtdepoter, skal frugt ikke have et automatisk fripas, bare fordi det vokser på et træ.
Der er stor forskel på lidt sæsonbestemt frugt i forbindelse med et måltid – og på at gå og spise frugt dagen igennem.

Spis ordentlig mad. Bliv mæt. Og lad så kroppen være i fred.
Giv insulin mulighed for at falde. Giv kroppen tid mellem måltiderne. Og giv den mulighed for at hente energi dér, hvor vi allerede har lagret den:
i vores eget kropsfedt.

Så næste gang nogen siger:
“Men frugt er jo sundt…”
…så spørg i stedet:

Sundt for hvem? Hvor meget? Hvor ofte? Og hvad ønsker du, at dit insulin skal gøre? 🍎🍐🍂

🇩🇰🇸🇪 EN LILLE NORDISK WEEKEND – OG HVORFOR VI PASSER PÅ VORES SUNDHED ❤️

Vi har været på en lille nordisk tur i weekenden – ad veje, vi på mange måder har kørt før. Bare på andre tidspunkter i vores liv.

Fredag sejlede vi fra Frederikshavn til Göteborg med Stena Line. Den tur har vi taget utallige gange, men næsten altid om vinteren med bilen pakket til sne og ski og kursen sat nordpå.

Denne gang skulle vi den modsatte vej – ned langs den svenske vestkyst til Skåne og barnedåb i Bjärred.

Et fantastisk sted lige ud til Øresund med Malmö mod syd, Øresundsbroen foran os og København på den anden side.

Vi havde lejet et lille hus ved Löddeköpinge, og lørdag kom vores unge mennesker over fra København, så vi sammen kunne tage til barnedåb i den gamle Borgeby Kirke.

Dagens hovedperson var fem måneder gammel og blev dermed den yngste i den Schultz’ske gren af familien. ❤️

Lige ved kirken ligger Borgeby Slot, og området har historie helt tilbage til vikingetiden og Harald Blåtands tid. Der er noget særligt ved at stå midt i mere end tusind års nordisk historie, mens familien samtidig skriver et ganske lille nyt kapitel.

VAR VI SÅ STRENGT KETOGENE?

Nej. 😄

Vi blev budt på dejlig thaimad og et par glas Prosecco – og vi nød det.

Efter mange år med en ketogen livsstil er det ikke længere vores mål at være strengt ketogene 365 dage om året. Vi kender vores kroppe, vi ved, hvad der virker for os, og vi ved, hvordan vi finder direkte tilbage til vores normale rytme bagefter.

En enkelt dag bliver ikke til en uge.

Men det er vigtigt: Det er ikke nødvendigvis sådan, man skal gøre, når man er ny.

Der er forskel på stadig at være i gang med at få styr på blodsukker, insulin, sult og fedtforbrænding – og på gennem lang tid at have opbygget en god keto-adaptering og metabolisk fleksibilitet.

Vores egen anbefaling er derfor at give kroppen god tid – gerne mindst et år med en stabil ketogen livsstil – før man begynder at jonglere ret meget med kulhydrater i både fast og flydende form.

For målet er ikke perfektion.

Målet er at skabe et stærkt metabolisk fundament for resten af livet.

Inden vores unge mennesker tog tilbage til København, nåede vi også et par hyggelige timer sammen i Lund.

OG SÅ GIK TUREN HJEMAD

Søndag begyndte med morgenkaffe i Malmö sammen med den lille nye og hans forældre.

Derefter satte vi kursen mod Helsingborg i strid regn og tog færgen over til Helsingør.

Ikke fordi det var den hurtigste vej hjem – men fordi vi havde lyst. ❤️

Da vi var unge og kørte rundt på motorcykel, tog vi de færger mange gange. Vi boede på de kanter og kørte rundt i det skønne nordsjællandske landskab, så hjemturen blev pludselig en rejse gennem vores egen historie.

Vi kørte forbi Arresø og videre til Hundested, hvor endnu en færge bragte os til Rørvig – et sted, der også rummer Schultz-familiens historie med sommerhus ved Dybesø.

Videre til Sjællands Odde og endnu en færge – denne gang mod Aarhus.

På turen over Kattegat sad vi og kiggede på Sejerø og Samsø og blev igen fascinerede af vores lille land. Fra færgen ligger øerne næsten som en stiplet linje mellem Sjælland og Jylland – som om naturen var begyndt at bygge en bro og aldrig helt blev færdig. 😊

Fra Aarhus var der bare den sidste tur nordpå – helt hjem til os under Skagen.

Fire færger, to lande, mange kilometer, en barnedåb, familie, historie, thaimad, bobler og en god portion nostalgi.

Og måske er det netop sådan, vi allerbedst kan lide at rejse.

Ikke nødvendigvis den hurtigste vej – men den vej, hvor der er noget at se, noget at huske og noget at fortælle om, når vi kommer hjem.

Og egentlig er det også sådan, jeg ser på vores ketogene livsstil.

Den skal ikke gøre livet mindre. Den skal gøre livet større.

Vi passer ikke på vores metaboliske sundhed for at kunne sætte et perfekt flueben i et ketogent regnskab hver dag.

Vi gør det, fordi vi gerne vil blive ved med at være med.

Kunne pakke bilen og tage af sted. Gå til barnedåb. Tage en færge, bare fordi den vækker gamle minder. Sidde med morgenkaffen i Malmö med den yngste generation. Og også kunne nyde thaimad og et glas bobler til en fest.

Jo ældre vi bliver, desto mere mening giver det for mig:

Sundhed er ikke destinationen. Sundhed er det, der gør det muligt at fortsætte rejsen.

Jeg ønsker ikke bare flere år. Jeg ønsker gode år – med en krop, der stadig kan bringe mig derhen, hvor livet foregår.

Det er dét, vores ketogene livsstil skal være med til at give os:

Ikke et mindre og mere kontrolleret liv – men et længere, stærkere og større liv med plads til at leve det. ❤️

HVORNÅR HOLDT VI OP MED AT SPØRGE HVORFOR?

Jeg skrev forleden et opslag om noget så usexet som moms.

Jeg stillede egentlig bare ét spørgsmål:

Hvorfor har vi overhovedet 25 procent moms på noget, vi ikke kan vælge fra – nemlig mad?

Jeg havde forventet uenighed. Modargumenter. Diskussion. Måske endda lidt ballade.

Men der skete næsten ingenting.

Og mærkeligt nok er dét begyndt at interessere mig mere end selve momsen.

For lige nu synes alle ellers at have en mening om fødevaremomsen.

Politikere diskuterer den. Økonomer diskuterer den. Medierne diskuterer den.

Skal den halveres? Skal momsen fjernes på bestemte fødevarer? Er det for dyrt? For besværligt? Og hvilke fødevarer skal i givet fald være billigere?

Der er masser af debat.

Men da jeg stillede det mere grundlæggende spørgsmål:

Hvorfor har vi overhovedet moms på mad?

… blev der mærkeligt stille.

Måske har vi aldrig tænkt over det -
Forklaringen kan selvfølgelig være helt banal.

Måske viste Facebook ikke opslaget til ret mange. Måske var det for langt. Måske var tidspunktet forkert.

Men måske er der også en mere interessant forklaring:

Måske har de fleste af os aldrig rigtig tænkt over spørgsmålet.

Vi er blevet vant til momsen.
Vi ser 125 kroner på prisskiltet. Vi tænker ikke: 100 kroner for varen og 25 kroner i moms.
Det er bare prisen.

Vi har levet med systemet så længe, at det næsten føles som en naturlov.
Men det er det jo ikke.

Moms er et politisk valg.

Og politiske valg kan diskuteres. De kan udfordres. Og de kan ændres.

Det fik mig til at tænke på noget, der egentlig er større end momsen:

Er vi blevet for gode til at sige: “Sådan er det jo”?
Er vi blevet tilskuere?

Vi lever i en tid, hvor ting, der for ganske få år siden ville have lydt næsten utænkelige, pludselig er blevet en del af den daglige nyhedsstrøm.

Forholdet mellem USA og Canada diskuteres på måder, vi for få år siden næppe havde forestillet os. Krigen i Ukraine fortsætter, mennesker bliver dræbt, og alligevel er også dét efterhånden blevet en del af vores daglige strøm af nyheder.

Jeg sammenligner naturligvis ikke alvoren af krig og international politik med dansk fødevaremoms.

Jeg spørger til noget andet:

Hvor hurtigt vænner vi mennesker os til noget, der engang ville have fået os til at reagere?

Vi læser. Vi scroller. Vi ryster måske på hovedet.
Og så går vi videre.

Hvor mange gange skal vi høre “sådan er systemet”, før vi holder op med at spørge:

Hvorfor?

Demokrati kræver besværlige mennesker - Jeg savner måske lidt af vores kampgejst.

Ikke kamp forstået som vrede, råben og skyttegrave.

Jeg mener demokratisk kampgejst.
Evnen til at være lidt besværlig.
Til at stille spørgsmål.
Til at forlange argumenter.

Til at sige:

Hvorfor? Hvem har besluttet det? Er det rimeligt?
Kunne vi gøre det anderledes?

Et levende demokrati består ikke kun af mennesker, der sætter et kryds med nogle års mellemrum.

Det kræver borgere, der blander sig.

Som udfordrer magten. Som udfordrer hinanden.

Og som en gang imellem også udfordrer selve præmissen for den diskussion, de bliver præsenteret for.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal være imod alting.

Man kan stille et kritisk spørgsmål og ende med at konkludere, at den eksisterende løsning faktisk er den bedste.

Fint. For så ved vi i det mindste hvorfor.

Jeg bliver ikke bekymret over, at andre mennesker når frem til et andet svar end mig.

Det ville være et fattigt demokrati, hvis vi alle skulle mene det samme.

Jeg bliver bekymret, hvis vi holder op med at stille spørgsmål.

Og så tilbage til vores tallerken -
I går så jeg to politikere stå og debattere, hvilke fødevarer der skulle have halveret moms.

De var ikke enige.

Og dér ramte vi efter min mening noget helt centralt.

For hvem skal bestemme? Hvilke fødevarer er de rigtige?

Hvilke skal belønnes med lavere moms – og hvilke skal fortsat beskattes med 25 procent?

Hvem skal definere, hvad der er godt at lægge på min tallerken?

Her bliver mit eget standpunkt ret enkelt:

Jeg vil ikke have en politiker til at bestemme, hvad jeg skal have på min tallerken.

Det vil jeg gerne selv bestemme.

Nej, en politiker bestemmer selvfølgelig ikke bogstaveligt vores aftensmad gennem momsen.

Men hvis staten udvælger bestemte fødevarer og gør dem billigere gennem en særlig momssats, mens andre fortsat beskattes fuldt ud, bruger staten skattesystemet til at påvirke vores valg.

Det synes jeg, vi skal turde diskutere.

For så bliver spørgsmålet pludselig:

Skal politikerne bestemme, hvilke fødevarer der fortjener lavere moms?

Eller skal vi behandle mad som det, det er – en nødvendighed – og diskutere en generel sænkning eller måske ligefrem fjernelse af momsen på fødevarer?

Det sidste tiltaler mig langt mere.

Giv os viden – og lad os tage ansvaret

Jeg tror på oplysning.

Jeg tror på viden.

Vi skal diskutere ernæring, sundhed og konsekvenserne af vores valg. Samfundet må meget gerne rådgive og oplyse.

Men der er forskel på oplysning og økonomisk styring.

Giv os viden. Giv os ordentlig information.

Men lad os selv bestemme, hvad vi spiser.

For i sidste ende er ansvaret vores eget. Det er mig, der køber min mad. Det er mig, der spiser den.

Og det er mig, der må tage ansvar for de valg, jeg træffer.

Det personlige ansvar skal vi efter min mening passe på med at aflevere til Christiansborg.

Frihed og ansvar hænger sammen.

Hvis vi ønsker friheden til selv at vælge, må vi også acceptere ansvaret for vores valg.

Ja, pengene skal findes

Og så kommer det indlysende modargument:

Staten skal selvfølgelig finansieres.

Hvis vi sænker eller fjerner momsen på fødevarer, mister staten indtægter.

De penge skal enten findes gennem andre skatter og afgifter, eller også skal de offentlige udgifter reduceres.

Der findes ingen gratis skattenedsættelser.

Det er jeg helt med på.

Men det er ikke et argument for ikke at stille spørgsmålet.

For skatter er prioriteringer.

Vi beslutter politisk, hvad vi beskatter, hvor meget vi beskatter det, og hvor staten ellers skal hente sine penge.

Og derfor vender jeg tilbage til det spørgsmål, der startede det hele.

Mad er ikke en sofa. Mad er ikke en ferie. Mad er ikke den nyeste telefon. Vi kan vælge alle de ting fra.

Vi kan ikke vælge ikke at spise.

Når vi betaler 1.000 kroner for momspligtige fødevarer, er 800 kroner prisen uden moms og 200 kroner moms.

Det har vi vænnet os til.

Men at vi har vænnet os til noget, gør det ikke nødvendigvis rigtigt.

Så måske handlede mit første opslag alligevel om mere end moms.

Måske handlede det om retten – og måske ligefrem pligten – til en gang imellem at være lidt besværlig.

Til ikke automatisk at acceptere præmissen. Til at spørge:

Hvorfor?

Også når svaret er:

“Sådan har vi altid gjort.”

Så mit spørgsmål er stadig helt enkelt: Hvorfor har vi egentlig besluttet, at menneskers mad skal beskattes med 25 procent – og er det stadig den rigtige beslutning?

Jeg kender ikke nødvendigvis det rigtige svar.

Jeg vil gerne høre argumenterne.

Både for og imod.

For jeg bliver ikke bekymret, når mennesker er uenige.

Jeg bliver bekymret, når vi holder op med at stille spørgsmål.

HVORFOR HAR VI EGENTLIG MOMS PÅ MAD?

Lige nu diskuterer vi igen momsen på fødevarer.
Skal den halveres? Skal vi have nulmoms på bestemte fødevarer? Er det for dyrt? Er det administrativt besværligt? Vil butikkerne bare tage en del af gevinsten? Og vil en lavere moms overhovedet hjælpe dem, der har mest brug for det?

Det er relevante spørgsmål.
Men jeg synes, vi springer over et spørgsmål, der kommer før alle de andre:

Hvorfor har vi overhovedet moms på mad?
Bare lige tænk over det.

Vi kan vælge ikke at købe en ny sofa. Vi kan beholde bilen et år længere. Vi kan undvære nyt tøj, en ferie, en ny telefon eller et større fjernsyn.

Men vi kan ikke vælge ikke at spise.

Mad er ikke bare endnu et forbrugsgode. Mad er en biologisk nødvendighed.

Alligevel beskatter vi i Danmark som udgangspunkt fødevarer med den samme momssats på 25 procent som langt de fleste andre varer.

Vi har vænnet os til de 25 procent

Da momsen blev indført i Danmark i 1967, var satsen 10 procent.
Siden steg den ad flere omgange, og siden 1992 har den været 25 procent.
Også på vores mad.
Det danske system har en stor fordel: Det er relativt enkelt. Vi har som udgangspunkt én momssats frem for et virvar af satser og undtagelser.
Det argument skal man ikke bare affeje.

Men enkelhed er ikke nødvendigvis det samme som rimelighed.

For hvis udgangspunktet er, at en generel forbrugsafgift helst ikke skal påvirke vores valg mellem forskellige varer, melder spørgsmålet sig:

Hvor stort et “forbrugsvalg” er det egentlig at købe mad?

Prøv at se på din næste bon
Vi siger normalt, at der er 25 procent moms på fødevarer.

Men set fra den anden side betyder det, at når du betaler 125 kroner ved kassen, er 25 kroner moms.
Altså går en femtedel af det beløb, du betaler, til staten.

Køber en familie momspligtige fødevarer for 5.000 kroner inklusive moms, udgør momsen 1.000 kroner.

Måned efter måned.
År efter år.

Og her bliver spørgsmålet interessant, fordi moms på nødvendige varer rammer anderledes end skat på noget, vi frit kan vælge fra.

Den velstillede familie skal selvfølgelig også spise.

Men for familien, pensionisten eller den enlige med et stramt budget udgør mad en langt større del af de penge, der er til rådighed.

Man kan udsætte købet af en sofa.
Man kan ikke udsætte aftensmaden ret længe.

Og så er der sundheden
Her synes jeg, at diskussionen bliver endnu mere interessant.
Vi bruger enorme ressourcer på vores sundhedsvæsen.

Vi diskuterer forebyggelse, overvægt, type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdom, metabolisk sygdom, børn og unges sundhed og ældres ernæring.

Vi fortæller igen og igen danskerne, at deres livsstil betyder noget.

At deres mad betyder noget.
At forebyggelse er bedre – og billigere – end behandling.

Og samtidig lægger vi 25 procent moms på den mad, de køber.

Er der ikke et paradoks her, som fortjener en langt større diskussion?

Det betyder ikke, at jeg mener, at politikere skal begynde at bestemme, hvad der er “rigtig” og “forkert” mad gennem et uendeligt system af forskellige momssatser.

Tværtimod.

For så kommer det næste problem:
Hvem skal bestemme?

Er en avocado sundere end et æg? Skal fisk have én sats og kød en anden? Hvad med smør? Ost? Frugt? Juice? Morgenmadsprodukter? Færdigretter?

Så kan vi meget hurtigt skabe et bureaukratisk system, hvor politikere og embedsmænd indirekte kommer til at definere den korrekte tallerken.

Det er heller ikke nødvendigvis attraktivt.
Derfor synes jeg, at diskussionen om halv moms på fødevarer er langt mere principiel, end den bliver gjort til.

Ja, pengene skal findes et andet sted

Det stærkeste modargument er selvfølgelig indlysende:
Staten får mange penge ind gennem moms.
Hvis vi sænker momsen på fødevarer, mangler de penge et andet sted.

Enten skal vi opkræve dem gennem andre skatter og afgifter, eller også skal de offentlige udgifter reduceres.

Der findes ingen gratis skattenedsættelser.
Det skal siges højt.

Men det besvarer stadig ikke mit spørgsmål:
Er mad det rigtige sted at hente pengene?

For et skattesystem er ikke en naturlov.
Det er resultatet af politiske valg.

Vi beslutter, hvad vi beskatter, hvor meget vi beskatter det, og hvor staten i stedet skal hente sine indtægter.

At vi har gjort noget på én bestemt måde i årtier, er ikke i sig selv et argument for, at det også er den bedste løsning i fremtiden.

Og måske er det netop dét, den aktuelle debat om fødevaremomsen giver os en anledning til.

Ikke kun at diskutere, om momsen skal være 25 eller 12,5 procent.

Men at stille det langt mere grundlæggende spørgsmål:

Hvorfor beskatter vi overhovedet noget, som intet menneske kan vælge fra?

Jeg har ikke skrevet dette, fordi jeg tror, at spørgsmålet har et enkelt svar.

Jeg skriver det, fordi jeg synes, vi alt for sjældent stiller det.

Så jeg er oprigtigt interesseret i at høre:

Synes du, det er rimeligt, at vi har 25 procent moms på fødevarer i Danmark?

Og hvis dit svar er ja:
Hvorfor er mad det rigtige sted at hente de skatteindtægter?

Og hvis dit svar er nej:
Hvor synes du så, pengene skal findes i stedet?