KETO Nordic

Som sundhedscoach har jeg et ansvar.

De seneste dage har der været en god debat om, hvorvidt det overhovedet er nødvendigt at få målt forskellige værdier i kroppen.

Mit svar er egentlig meget enkelt.

Hvad du vælger at gøre med din egen sundhed, er helt op til dig. Hvis du ikke ønsker at få målt din omega-3- og omega-6-balance, dit D-vitamin, dit langtidsblodsukker eller få lavet en Gut Health Test, så respekterer jeg det fuldt ud.

Men jeg skriver ikke kun som privatperson. Jeg skriver som sundheds- og livsstilscoach, og det har jeg snart gjort i 10 år.

Det betyder også, at jeg har et ansvar. Mit ansvar er at rådgive mennesker ud fra den viden, den forskning og de erfaringer, jeg har samlet gennem årene. Jeg kan ikke nøjes med at gætte.

Derfor bruger jeg blandt andet BalanceTesten, Gut Health Testen, D-vitamin-testen og HbA1c-testen som en del af min rådgivning. Ikke fordi en test i sig selv gør et menneske sundere, men fordi den giver et værdifuldt indblik i den enkeltes sundhed og dermed et langt bedre udgangspunkt for at vejlede.

Det er jo i virkeligheden ikke anderledes end det, lægen gør hver eneste dag. Vi får målt blodtryk, kolesterol og blodsukker. Ikke fordi selve målingen løser problemet, men fordi den fortæller os, hvor vi står, og om der er noget, vi bør arbejde med.

Det er præcis sådan, jeg ser de tests, jeg arbejder med.

Noget af det, der har gjort størst indtryk på mig gennem årene, er, hvor motiverende det er for mennesker at se deres egne resultater. Pludselig handler sundhed ikke længere om generelle kostråd eller noget, de har læst på nettet. Det handler om deres egen krop. Deres egne værdier. Og det er ofte dér, motivationen til at ændre vaner for alvor opstår.

Zinzinos hjemmeside er i øvrigt fyldt med rigtig god information om de forskellige tests, den forskning der ligger bag, og hvad resultaterne kan bruges til. Uanset om du vælger at bruge testene eller ej, synes jeg faktisk, det er værd at bruge lidt tid på at læse om dem.

Du behøver ikke være enig med mig. Men efter snart 10 år som sundheds- og livsstilscoach har jeg set så mange mennesker blive motiverede af at få et konkret billede af deres egen sundhed, at jeg fortsat vil anbefale de redskaber, der kan hjælpe dem med at træffe bedre beslutninger.

For mig handler det ikke om at sælge en test.

Det handler om at hjælpe mennesker med at forstå deres egen krop, så de kan træffe valg på et oplyst grundlag.

Det er den måde, jeg har valgt at arbejde på. Og det er den måde, jeg fortsat vil arbejde på. 💙

Inspire Change in Life | Zinzino Bringer verden tilbage i balance med testbaseret, videnskabeligt dokumenteret og individuel ernæring. Begynd din rejse i dag.

"Jeg spiser jo sundt – så jeg er sikkert i balance."

Det er nok den sætning, jeg hører allermest.

Og hver gang tænker jeg: Lad os måle det.

Gennem de senere år har jeg haft fornøjelsen af at gennemgå rigtig mange BalanceTests sammen med mine kursister. Hver eneste gang er der nogen, der bliver overraskede.

Nogle lever ketogent.
Nogle har skåret kraftigt ned på sukker og stivelse.
Nogle spiser næsten aldrig ultraforarbejdet mad.

Og alligevel viser testen ofte, at deres omega-6:3-balance ligger langt fra det niveau, de havde forventet.

Derfor undrer det mig, når jeg læser kommentarer som:
"Det er ikke nødvendigt at måle. Bare stop med eller reducér sukker, stivelse, korn og plantefrøolier, så genoprettes balancen langsomt af sig selv."

Jeg ville ønske, det var så enkelt.

Men det er ikke det, jeg oplever.

De færreste lever så konsekvent, at kroppen automatisk genopretter balancen. De fleste reducerer deres indtag, men får stadig omega-6 fra mange forskellige fødevarer i hverdagen.

Jeg har set mennesker med en omega-6:3-balance på 20:1, 25:1 og helt op til 29:1, selv om de var overbeviste om, at de levede sundt.

Det fortæller mig én ting:
Vi kan ikke gætte os til vores omega-balance. Vi er nødt til at måle den.

En høj omega-6:3-balance er sat i forbindelse med en øget risiko for en række livsstilsrelaterede sygdomme. Derfor synes jeg, det giver mening at kende sit udgangspunkt – præcis som vi måler blodtryk, blodsukker og kolesterol.

Det er også derfor, jeg tilbyder BalanceTesten.
Ikke fordi jeg ønsker at sælge en olie.
Men fordi jeg elsker den samtale, der opstår, når vi gennemgår testen sammen. Når tallene begynder at give mening, og vi kan lægge en plan, der passer til netop det menneske, jeg sidder overfor.

Vælger du mig som din Zinzino-sundhedscoach, får du ikke bare en test. Du får en grundig gennemgang af dine resultater, en personlig plan og opfølgning med en ny test, så vi sammen kan se, om det, du gør, også virker.

Jeg tror ikke på at gætte.

Jeg tror på at måle, forstå og følge udviklingen.

www.zinzino.com

Vejret er godt nok mærkeligt i disse dage. 🌥️

Vi sidder her ved sommerhuset i Bratten, og selv om resten af landet har haft skybrud, hagl, lyn og masser af regn, har vi stadig ikke fået en eneste dråbe.

I dag er himlen overskyet, og temperaturen er langt mere behagelig end i går. Faktisk rigtig dejligt vejr til at gå ude i haven. Men regn? Ikke en dråbe. Ikke et eneste lyn. Ikke ét hagl.

Det er fascinerende, hvor lokale vejrfænomener kan være. Mens nogle steder har været ramt af voldsomt uvejr, har vi kunnet fortsætte med havearbejdet og nyde sommeren.

Naturen er fantastisk – og nogle gange ganske uforudsigelig. 🌿🌤️

Jeg sidder og lytter til nyhederne, hvor de igen advarer om solskoldninger og den øgede risiko for hudkræft.

Det er et vigtigt budskab. En solskoldning er nemlig ikke bare lidt rød hud. Når huden bliver forbrændt af solen, opstår der DNA-skader i hudcellerne. Kroppen går straks i gang med et omfattende reparationsarbejde, og derfor er det altid en god idé at undgå at blive solskoldet.

Men der er én ting, jeg savner i debatten.

Vi taler næsten altid om, hvad vi smører på huden.

Vi taler meget sjældent om, hvad vi bygger huden op af.

Huden er faktisk kroppens største organ. Alle cellemembranerne i huden er bygget op af fedtsyrer. Derfor giver det mening at spørge: Har det betydning, hvilke fedtsyrer de består af?

Jeg tror, det har.

Michael er et godt eksempel.

Han har altid været den klassiske dansker med meget lys hud. Han blev aldrig rigtig brun. Han blev rød. Og bagefter blev han solskoldet. Det var nærmest en fast del af enhver sommerferie.

Sådan er det ikke længere.

Vi har levet en ketogen livsstil i snart 10 år, og samtidig har vi arbejdet målrettet med at få balance mellem omega-6 og omega-3. Vi har målt vores balance igen og igen og fulgt udviklingen.

I dag kan Michael arbejde ude omkring sommerhuset i timevis. Han bliver flot brun, men han bliver ikke længere rød og solskoldet, sådan som han gjorde tidligere.

Jeg oplever præcis det samme.

Det er naturligvis vores egne erfaringer. De kan ikke stå alene som videnskabeligt bevis, og hudtype, soleksponering og UV-indeks har også stor betydning. Derfor er det stadig vigtigt at bruge sin sunde fornuft, søge skygge, når solen er stærkest, og undgå at blive forbrændt.

Men der findes også forskning, som peger på, at omega-3-fedtsyrer kan påvirke hudens inflammatoriske respons på UV-stråling. Det betyder ikke, at omega-3 erstatter solbeskyttelse, men det understøtter tanken om, at hudens tilstand også hænger sammen med, hvordan den er opbygget indefra.

Jeg møder mange mennesker, der får lavet en BalanceTest. Det mest almindelige resultat er en omega-6:3-balance på 10:1, 15:1 eller endnu højere. Jeg har endda set kursister med en balance på 29:1, som ellers mente, de spiste meget sundt.

Når cellemembranerne gennem længere tid domineres af omega-6, ændrer det kroppens forudsætninger for at håndtere inflammation. Derfor giver det mening for mig at arbejde på at skabe en bedre balance.

For mig handler det ikke om at vælge mellem solcreme eller omega-3.

Det handler om begge dele.

Beskyt huden udefra.

Men glem ikke at bygge den op indefra.

For huden er trods alt det største organ, vi har – og måske fortjener den lige så meget opmærksomhed på tallerkenen, som den gør i badeværelsesskabet.

Vi har hentet vildt nede i Rold Skov og har fået fryseren godt fyldt op med noget af det fineste, naturen kan byde på. Elg, rådyr, dådyr og kronvildt – vildt, som har levet frit, bevæget sig gennem skove og enge og spist knopskud, urter, blade og bær i takt med årstiderne.

Og hvor kommer det så fra?

Det kommer fra Hugo.

Dem af jer, der har været med os på Livskraft-retreat på Danhostel Rebild, vil vide præcis, hvem jeg mener. I kender også Vivi. Det er nemlig Vivi, der er direktør og ejer af Danhostel Rebild, hvor vi gennem årene har delt måltider, foredrag, grin og gode samtaler.

Hugo er Vivis mand. Han er passioneret jæger, og sammen bor de dybt inde i Rold Skov i et fantastisk hus, hvor hjortene ofte kommer så tæt på, at de kan ses fra terrassen.

Hugo siger med et glimt i øjet, at hvis det ikke var for Vivi, kunne han næsten nedlægge alle de hjorte, han havde lyst til, direkte fra terrassen. Men Vivi har en helt anden tilgang. Hun render rundt og genner dem væk, så de kan fortsætte deres stille liv gennem skoven.

Og jeg må indrømme, at jeg er helt på Vivis hold.

For selv om vi spiser kød, må vi aldrig miste kærligheden til de dyr, vi deler landskabet med.

Heroppe hos os har vi nemlig også vores egne faste gæster. En hind og hendes to kid kommer trofast forbi. Vi følger dem gennem årstiderne, glæder os, når de dukker op, og ser de små vokse sig større og mere sikre på benene.

Og så har vi vores herlige seksender – en smuk råbuk med tre ender på hver stang. Han går rundt med en værdighed og ro, som om han ved, at han er områdets ubestridte herre. Vi holder øje med ham, glæder os, når han viser sig, og føler os privilegerede over at få lov til at følge hans liv gennem sæsonerne.

De skal ikke skydes.

De skal blot nydes.

Jeg tror ikke, det ene udelukker det andet. Man kan godt holde af dyrene og samtidig spise kød. Man kan godt stå og smile over synet af et lille kid i morgensolen og samtidig være taknemmelig for det vildt, der finder vej til fryseren og senere bliver til et nærende måltid.

For der er forskel.

Der er forskel på dyr, der har levet et liv i frihed, bevæget sig kilometer efter kilometer gennem skove og heder og fundet deres egen føde i naturen. Dyr, der har spist det, årstiderne tilbød dem, og levet et liv på naturens præmisser.

Og så er der dyr, som har levet hele deres liv indendørs og er blevet fodret med f***rblandinger, der er sammensat for at optimere produktionen.

Jeg ved godt, at verden ikke er sort og hvid. Men hvis vi har mulighed for at vælge kød fra dyr, der har levet et godt liv i frihed, så er det et valg, jeg gerne vil træffe.

Ikke kun af hensyn til dyrene.

Men også af hensyn til os selv.

For det er ikke ligegyldigt, hvad dyrene har spist.

Vildtkød indeholder typisk mindre fedt og har ofte en mere naturlig fedtsyrebalance med et lavere indhold af omega-6 og relativt mere omega-3 end meget intensivt produceret kød. Når vi i KETO Nordic taler om fedtsyrebalance, handler det netop om, at kvaliteten af det fedt, vi spiser, betyder noget – for cellemembranernes smidighed, inflammation, hormonel balance og vores generelle sundhed.

Måske er det derfor, jeg holder så meget af tanken om vildt.

Det forbinder os med årstidernes skiften. Med naturens rytmer. Med respekten for dyrene. Med kærligheden til de dyr, der har levet et godt liv i frihed. Og med taknemmeligheden over, at et liv har givet næring til et andet.

Og samtidig med glæden ved blot at stå stille og se en hind med sine to kid – og vores stolte seksender – passere forbi ude i haven.

De skal ikke skydes.

De skal blot nydes.

Det synes jeg faktisk er noget ganske særligt.

Lige i forlængelse af mit opslag om dyr, der lever et godt liv i frihed og i rytme med årstiderne, kom jeg til at tænke på noget, jeg læste for mange år siden.

Det var en udenlandsk professor i ernæring. Ikke en dansk. Jeg kan hverken huske hans navn eller hvor han kom fra. Og når det ikke er en dansker, er det jo nok ikke helt så troværdigt ... det er i hvert fald nogle gange sådan, vi opfører os. 😉 Ironi kan forekomme 😊

Han sagde noget i retning af, at hvis mennesker blev vurderet efter de standarder, man bruger til f***r til dyr i zoologiske haver, så ville vi ikke engang kvalificere som dyref***r.

Jeg ved ikke, om han ordret sagde det. Men jeg husker, at jeg både grinede og tænkte: Der er måske noget om snakken.

Det undrer mig faktisk også lidt, at tingene ofte først bliver "rigtige", når der kommer et dansk studie eller en dansk undersøgelse. Som om forskere i resten af verden ikke også kan tænke, observere og lave gode undersøgelser.

Jeg elsker dansk forskning, misforstå mig ikke. Men sandheden bliver vel ikke mere sand, fordi den er skrevet på dansk.

Nå, men tilbage til zoologiske haverne.

Hvis man har en tiger, undersøger man, hvad tigre spiser i naturen. Hvis man har en giraf, interesserer man sig for giraffers naturlige føde. Man forsøger at give dyrene noget, der passer til deres biologi og deres behov.

Ingen ville vel servere vingummier til en tiger eller sodavand til en chimpanse.

Men hvad gør vi ved os selv?

Vi spiser ting, vores bedsteforældre ikke ville kunne genkende som mad. Produkter med lange ingredienslister og ord, vi knap kan udtale. Vi småspiser hele dagen og kalder det bekvemmelighed.

Måske skulle vi nogle gange stille os selv det samme spørgsmål:

Hvad er det egentlig, mennesker er skabt til at spise?

Jeg tror ikke, der findes ét enkelt svar. Men jeg tror, de fleste af os godt kan mærke forskellen på rigtig mad og noget, der mest er lavet på en fabrik.

Mad med en historie. Mad, der ligner det det er 😊

Mad fra dyr, der har levet et godt liv.

Mad, der følger årstidernes rytme.

Det behøver ikke være perfekt. Det handler ikke om at pege fingre eller skabe dårlig samvittighed.

Måske handler det bare om at tage et lille skridt tættere på det, vores krop genkender.

Og hvis det viser sig, at professoren aldrig har sagt det, så er det stadig en af de bedste historier, jeg ikke helt kan dokumentere. 😉

God weekend til jer alle.

Jeg håber, den byder på lidt mindre hastværk, lidt mere nærvær og et godt måltid i selskab med mennesker, I holder af.

Og hvis nogen af jer tilfældigvis ved, hvem den udenlandske professor var, så må I meget gerne hjælpe min hukommelse lidt på vej.

Vi har hentet vildt nede i Rold Skov og har fået fryseren godt fyldt op med noget af det fineste, naturen kan byde på. Elg, rådyr, dådyr og kronvildt – vildt, som har levet frit, bevæget sig gennem skove og enge og spist knopskud, urter, blade og bær i takt med årstiderne.

Og hvor kommer det så fra?

Det kommer fra Hugo.

Dem af jer, der har været med os på Livskraft-retreat på Danhostel Rebild, vil vide præcis, hvem jeg mener. I kender også Vivi. Det er nemlig Vivi, der er direktør og ejer af Danhostel Rebild, hvor vi gennem årene har delt måltider, foredrag, grin og gode samtaler.

Hugo er Vivis mand. Han er passioneret jæger, og sammen bor de dybt inde i Rold Skov i et fantastisk hus, hvor hjortene ofte kommer så tæt på, at de kan ses fra terrassen.

Hugo siger med et glimt i øjet, at hvis det ikke var for Vivi, kunne han næsten nedlægge alle de hjorte, han havde lyst til, direkte fra terrassen. Men Vivi har en helt anden tilgang. Hun render rundt og genner dem væk, så de kan fortsætte deres stille liv gennem skoven.

Og jeg må indrømme, at jeg er helt på Vivis hold.

For selv om vi spiser kød, må vi aldrig miste kærligheden til de dyr, vi deler landskabet med.

Heroppe hos os har vi nemlig også vores egne faste gæster. En hind og hendes to kid kommer trofast forbi. Vi følger dem gennem årstiderne, glæder os, når de dukker op, og ser de små vokse sig større og mere sikre på benene.

Og så har vi vores herlige seksender – en smuk råbuk med tre ender på hver stang. Han går rundt med en værdighed og ro, som om han ved, at han er områdets ubestridte herre. Vi holder øje med ham, glæder os, når han viser sig, og føler os privilegerede over at få lov til at følge hans liv gennem sæsonerne.

De skal ikke skydes.

De skal blot nydes.

Jeg tror ikke, det ene udelukker det andet. Man kan godt holde af dyrene og samtidig spise kød. Man kan godt stå og smile over synet af et lille kid i morgensolen og samtidig være taknemmelig for det vildt, der finder vej til fryseren og senere bliver til et nærende måltid.

For der er forskel.

Der er forskel på dyr, der har levet et liv i frihed, bevæget sig kilometer efter kilometer gennem skove og heder og fundet deres egen føde i naturen. Dyr, der har spist det, årstiderne tilbød dem, og levet et liv på naturens præmisser.

Og så er der dyr, som har levet hele deres liv indendørs og er blevet fodret med f***rblandinger, der er sammensat for at optimere produktionen.

Jeg ved godt, at verden ikke er sort og hvid. Men hvis vi har mulighed for at vælge kød fra dyr, der har levet et godt liv i frihed, så er det et valg, jeg gerne vil træffe.

Ikke kun af hensyn til dyrene.

Men også af hensyn til os selv.

For det er ikke ligegyldigt, hvad dyrene har spist.

Vildtkød indeholder typisk mindre fedt og har ofte en mere naturlig fedtsyrebalance med et lavere indhold af omega-6 og relativt mere omega-3 end meget intensivt produceret kød. Når vi i KETO Nordic taler om fedtsyrebalance, handler det netop om, at kvaliteten af det fedt, vi spiser, betyder noget – for cellemembranernes smidighed, inflammation, hormonel balance og vores generelle sundhed.

Måske er det derfor, jeg holder så meget af tanken om vildt.

Det forbinder os med årstidernes skiften. Med naturens rytmer. Med respekten for dyrene. Med kærligheden til de dyr, der har levet et godt liv i frihed. Og med taknemmeligheden over, at et liv har givet næring til et andet.

Og samtidig med glæden ved blot at stå stille og se en hind med sine to kid – og vores stolte seksender – passere forbi ude i haven.

De skal ikke skydes.

De skal blot nydes.

Det synes jeg faktisk er noget ganske særligt.

I opslaget om sukker inde i vores Facebook gruppe The KETO Nordic Tribe skrev jeg, at en gennemsnitlig dansker stadig indtager omkring 35-40 kg tilsat sukker om året. Det er et tal, som får de fleste til at stoppe op et øjeblik.

Men det rejser efter min mening et endnu mere interessant spørgsmål.

Hvorfor taler vi stadig så meget om kalorier, når mange af de største sundhedsudfordringer i vores samfund ser ud til at handle om noget helt andet?

I årtier har kalorier været den dominerende forklaringsmodel på vægtregulering. Hvis man tager på, spiser man for mange kalorier. Hvis man vil tabe sig, skal man spise færre kalorier.

Det lyder enkelt.

Problemet er bare, at biologien sjældent er enkel.

Kroppen er ikke et regneark. Den er et komplekst biologisk system bestående af hormoner, signalstoffer, enzymer, organer og energisystemer, som konstant kommunikerer med hinanden.

En kalorie fortæller os, hvor meget energi et fødevareemne frigiver ved forbrænding i et laboratorium. Men den fortæller os ikke, hvordan kroppen vælger at håndtere den energi.

Den fortæller os ikke, hvordan blodsukkeret påvirkes.

Den fortæller os ikke, hvor meget insulin kroppen skal frigive.

Den fortæller os ikke, hvor længe vi forbliver mætte.

Og den fortæller os ikke, om kroppen får adgang til sine energilagre eller ej.

Det er netop derfor, at jeg gennem årene er blevet mere interesseret i insulin, blodsukker og metabolisk sundhed end i kalorietælling.

For kroppen regulerer ikke energi gennem matematik.

Den regulerer energi gennem biologi.

Når vi spiser, reagerer kroppen på signaler. Nogle fødevarer giver en beskeden påvirkning af blodsukker og insulin. Andre giver en markant respons. Og det er disse signaler, der over tid er med til at forme vores metaboliske sundhed.

Når mere end en million danskere vurderes at leve med insulinresistens eller metabolisk syndrom, er det efter min mening relevant at spørge, om vores forståelse af energi og vægtregulering er tilstrækkelig.

Måske er det derfor, at jeg i dag finder et andet spørgsmål mere interessant end det klassiske spørgsmål om kalorier.

Ikke:
"Hvor mange kalorier er der i denne mad?"

Men:
"Hvordan påvirker denne mad blodsukker, insulin, mæthed og energiregulering?"

For det spørgsmål leder os direkte ind i den biologi, som i sidste ende afgør, hvordan kroppen fungerer.

Og måske er det netop her, en stor del af forklaringen på moderne metaboliske sygdomme skal findes.

Ikke i mangel på viljestyrke.

Men i vores forståelse af kroppens signaler.

Hvad tænker I? 🌿

Jeg glæder mig faktisk lidt til mandage. Det lyder måske mærkeligt, men den ugentlige fastedag er blevet et lille åndehul.

God mandag – og rigtig god METABOLIC Monday til jer alle. 🌿

I dag er dagen, hvor mange af os vælger at give kroppen en lille pause fra maden. Ikke fordi vi skal sulte os, men fordi vi ønsker at give plads til nogle af kroppens mest fascinerende reparations- og vedligeholdelsesprocesser.

Noget af det særlige ved at leve en stabil ketogen livsstil er, at vi allerede befinder os i en vedvarende fedtforbrænding. Kroppen skal ikke først bruge et eller to døgn på at tømme sine sukkerlagre og finde tilbage til fedtforbrændingen. Vi starter ganske enkelt et helt andet sted.

Det betyder, at vi ofte rammer det metaboliske "sweet spot" og de processer, vi kalder autofagi og mitofagi, betydeligt tidligere end mennesker, der primært lever på kulhydrater. Mange oplever faktisk, at kroppen kan begynde denne oprydning flere døgn tidligere, fordi den allerede er i den rette biologiske tilstand.

Autofagi er kroppens egen genbrugsstation, hvor slidte proteiner og beskadigede celledele bliver ryddet op og genanvendt. Mitofagi er den samme oprydning – bare målrettet vores små energifabrikker, mitokondrierne. Det er kroppens måde at vedligeholde sit eget maskinrum på.

Men det er måske hjernen, der fascinerer mig allermest.

Hjernen udgør kun omkring to procent af vores kropsvægt, men den bruger omkring en femtedel af al den energi, vi producerer. Når vi lever i en stabil fedtforbrænding og danner ketoner, får hjernen adgang til et brændstof, som mange oplever giver en helt særlig ro og klarhed. Det er, som om støjen dæmpes en smule, og tankerne falder mere på plads.

Flere forskere peger samtidig på, at faste kan øge dannelsen af BDNF – Brain Derived Neurotrophic Factor. Det bliver nogle gange kaldt hjernens egen vækstgødning, fordi det hjælper med at vedligeholde og skabe nye forbindelser mellem nervecellerne. Det er en af grundene til, at mange oplever bedre koncentration, større kreativitet og en følelse af mentalt overskud under en faste.

Samtidig ser det ud til, at hjernen også har glæde af den oprydning, som autofagien sætter i gang. Gamle og beskadigede cellebestanddele bliver fjernet, og kroppen får mulighed for at vedligeholde sit mest komplekse organ. Når mitofagien samtidig hjælper med at udskifte slidte mitokondrier, er det lidt som at give hjernens små kraftværker et serviceeftersyn.

Måske er det derfor, at vores forfædre ofte måtte tænke allerklarest, når de ikke havde adgang til mad. Evolutionen har sandsynligvis ikke indrettet os til at blive sløve under faste – tværtimod. Vi skulle kunne finde vej, træffe gode beslutninger og skaffe det næste måltid.

For mig handler METABOLIC Monday derfor ikke om afsavn.

Det handler om rytme.
Om at stole på kroppens egen biologi.
Om at give den tid til at reparere, rydde op og genfinde balancen.

Og det er måske noget af det smukkeste ved en stabil fedtforbrænding: At kroppen ikke først skal kæmpe sig frem til reparationsarbejdet – den kan begynde næsten med det samme.

Michael og jeg ønsker jer alle en rigtig dejlig METABOLIC Monday. Nyd dagen, nyd roen, og glæd jer over, at kroppen ofte arbejder allerbedst, når vi giver den lidt fred og ro til at passe sit eget arbedje.

I dag skulle vi lige et s**t ned med Andreas og Sara, så de kunne med toget hjem til København. Det lød jo ganske enkelt, men sådan skulle det ikke helt gå. Toget blev nemlig aflyst, så vi fik lidt ekstra tid sammen, inden de endelig kunne komme afsted.

På vejen hjem besluttede Michael og jeg os for at tage en lille omvej og lagde vejen forbi Ingstrup Mejeri. Det var egentlig bare tænkt som et hurtigt stop, men det endte med at blive en af de oplevelser, hvor man bliver mindet om, at godt gammeldags håndværk stadig findes.

Det er et af de få steder, hvor man virkelig fornemmer, at mælken ikke bare er en råvare, men begyndelsen på et stykke ærligt mejerihåndværk. Heroppe i Nordjylland er vi faktisk også så heldige at have et andet fantastisk mejeri, nemlig Thise, som vi også holder meget af og ofte lægger vejen forbi. Det ligger bare lidt længere væk fra Bratten, så i dag blev det Ingstrup, og det fortrød vi bestemt ikke.

Noget af det, jeg synes er så fint, er, at mælken kommer fra køerne på Vrejlev Kloster. Det giver en særlig ro over produkterne, at råvaren kommer fra ét sted, hvor der har været drevet landbrug og produceret mælk gennem generationer.

Vi kunne selvfølgelig ikke dy os. Der kom et par gode oste med hjem, og så købte vi en flaske sødmælk. Men det var nu også skønt at se, at de stadig laver gammeldags kærnemælk, koldskål og rigtig piskefløde. Det var næsten som at træde et lille skridt tilbage i tiden.

Noget af det, vi især faldt for, var, at deres mælk er uhomogeniseret. I dag bliver det meste mælk presset gennem meget fine dyser under højt tryk, så fedtet fordeler sig jævnt. Men hos Ingstrup får mælken lov til at være mere, som naturen har skabt den. Den er stadig pasteuriseret, men ikke homogeniseret, og derfor lægger fløden sig stille og roligt øverst i flasken – præcis som mange af os husker det fra barndommen.

Det giver en fyldigere smag og en fornemmelse af, at det her faktisk er et rigtigt naturprodukt og ikke bare endnu en standardvare fra køledisken.

Det var herligt at se, at der stadig findes steder, hvor man holder fast i det gode, gedigne håndværk, og hvor kvalitet og tradition får lov til at fylde mere end effektivitet og standardisering.

Michael og jeg elsker den slags små omveje. De minder os om, at nogle af de fineste oplevelser stadig findes lige her i vores eget hjørne af Danmark. ❤️