FysioSmart

Du behøver ikke altid gøre mere. Nogle gange skal du gøre mindre.

Når vi gerne vil have det bedre, er det fristende at skrue op - mere må vel være bedre?
Det bliver til:
- Flere øvelser.
- Mere træning.
- Flere behandlinger.
- Mere fokus på kroppen.

Og det giver jo umiddelbart god mening.
For hvis lidt hjælper, må mere vel hjælpe endnu mere?

MEN, jeg møder ofte mennesker, som faktisk gør meget for at få det bedre. Og kan faktisk have gang i virkelig mange ting, så meget at det kan blive en stress-faktor, og som også gør at de sjældent finder ud af HVAD der faktisk hjælper.
Fordi at de;
- Skifter strategi, når smerterne ændrer sig.
- Laver nye øvelser, når den gamle plan føles kedelig, eller de føler alt er gået i stå.
- holder pause, når kroppen reagerer.
- starter forfra, når de føler sig klar igen.

Det kan være enormt frustrerende.

Ofte er den vigtigste ændring derfor ikke endnu en øvelse.
Det er ofte at have en enkel plan, en som giver mening for dig, en du tror på og en du kan holde fast i og navigere i, både når det går op og når det går ned.

I mine forløb arbejder vi derfor ikke kun med hvad du skal gøre.

Vi arbejder også med:

→ Hvad er vigtigt for dig at kunne igen?
→ Hvad står i vejen lige nu?
→ Hvad kan du realistisk ændre i din hverdag?
→ Hvordan reagerer du, når smerterne svinger?
→ Hvordan ved du, hvornår du skal fortsætte, justere eller holde igen?

For det er sjældent den perfekte plan, der skaber fremgang.
Det er en plan, der giver mening, og som fungerer, når tingene går op og ned.

Det er dét du lærer her - at navigere i dit forløb, at blive klogere på hvad der er vigtigt, og hvad der faktisk ikke betyder så meget.

Målet med dit forløb vil aldrig være, at du skal være afhængig af mig.
Målet er, at du på et tidspunkt kan sige:
"Jeg ved godt, hvad jeg skal gøre nu."

Jeg er retur fra min dejlige ferie, og klar med flere onsdags-opslag 👏

"Hvis bare jeg finder den rigtige øvelse, så går det nok over."

Er en sætning jeg ofte hører, og jeg forstår den faktisk godt.
For når vi har ondt, vil vi gerne have en løsning. Noget konkret. Noget, vi kan gøre.

Derfor bliver jagten ofte sat ind på
- En ny øvelse.
- En ny behandling.
- Et nyt råd fra en bekendt.
- En ny video på YouTube.

Den barske sandhed er desværre at vi kommer til at bruge vores tid og energi på "det næste" eller endda at finde "det perfekte", i stedet for at måske fokusere på noget langt mere basalt...

For de fleste forløb handler ikke om at finde den perfekte øvelse.
De handler om at blive god til at øve det der er svært i etaper, og fortsætte med at gøre det, så kroppen kan nå at tilpasse sig.

Det lyder måske banalt og forsimplet. Det er det måske også.. Og så alligevel ikke, for det er ofte her vi oplever det bliver svært.
Fordi vi ikke altid kan undgå at
- miste modet, når smerterne svinger.
- ændre planen, fordi en dag føles dårlig.
- tvivle på, om vi er på rette vej.

Og så kan vi let ende ud i, at jagten starter forfra.

I mine forløb bruger vi derfor nogle gange mindst lige så meget tid på at skabe forståelse som på selve træningen.
For når du ved, hvorfor du træner, hvad du kan forvente undervejs, og hvordan du skal forholde dig til de udsving, der helt naturligt kommer, bliver det langt nemmere at holde fast.

For mig er et vellykket forløb ikke kun, at du bliver stærkere eller får færre smerter. Det er i ligeså høj grad, at du går herfra med en oplevelse af, at du ikke længere er afhængig af den næste behandling eller den næste "mirakeløvelse".
At du forstår din krop bedre.
Og at du føler dig i stand til selv at navigere videre.

// Lene

Hvad gør du egentlig, når smerterne blusser op?

For mange er det dér, usikkerheden virkelig kommer til udtryk.
Særligt fordi at du synes at træningen måske er gået godt i lang tid, og du har endelig følt, at du var på rette vej.

Og så en dag gør det mere ondt igen.

Det første mange tænker er:

"Åh nej, nu er jeg tilbage ved start."
Eller:
"Jeg har nok gjort noget forkert."

Og så sker der ofte det at man enten;

1. stopper helt op
Eller
2. man går i gang med at analysere alt, hvad man har gjort de seneste dage for at finde forklaringen på opblusningen.

Men en opblusning af smerter betyder ikke nødvendigvis, at noget er gået galt.
Det betyder heller ikke nødvendigvis, at du har gjort skade på dig selv.

Kroppen er ikke en bil eller anden maskine, hvor det altid er muligt at finde én forklaring på, hvorfor den reagerer - selvom det ofte har været fortællingen om vores krop. Den er en bil der kan fixes... Men det er en usand fortælling.

Fordi, nogle gange kan smerter påvirkes af:

- mere/mindre aktivitet end normalt
- dårlig søvn
- stress
- bekymringer
- eller ting vi slet ikke opdager

Derfor synes jeg ikke at det vigtigste spørgsmål er:

"Hvorfor gør det ondt?"

Men derimod:

"Hvad gør jeg nu?"

For mange har en plan for de gode dage.
Men de færreste har en plan for de dårlige.
Og det er ofte på de dårlige dage, at vi faktisk har brug for en plan.
Vi har brug for at vide hvordan vi skal reagere hensigtsmæssigt, og justere, hvis noget skal justeres.

For en opblusning behøver ikke være et tegn på, at du er tilbage ved start.

Det ofte bare en helt naturlig del af processen.

Har du nogensinde prøvet at bruge rigtig meget energi på at mærke efter? Eller ofte fået at vide at du skal "mærke efter"?

Hvordan føles ryggen i dag?
Kan jeg mærke knæet nu?
Var skulderen ikke lidt bedre i går?
Gør det mere ondt end normalt?

Når man har haft smerter gennem længere tid, er det helt naturligt at man begynder at "holde øje" med kroppen.
For kroppen prøver jo at fortælle os noget, og vi vil gerne prøve at forstå smerterne, og handle på signalerne.

Det kan også være fint at lytte til kroppen, men kan også vise sig at blive vores udfordring - at opmærksomheden på kroppen fylder for meget.

Når man tjekker ind med kroppen 20 gange om dagen.
Når hver lille ændring bliver analyseret.
Når dagens succes eller fiasko bliver vurderet ud fra, hvordan kroppen føles lige nu.

Så kan smerterne hurtigt komme til at fylde mere, end de egentlig behøver.

Ikke fordi smerterne nødvendigvis er blevet værre.
Men fordi de får mere og mere opmærksomhed.

Forestil dig at du holder en loop over et område, når vi gør det, så vokser området..

Jeg oplever ofte, at mange bliver overraskede over, hvor meget energi de egentlig bruger på at "overvåge" kroppen.

Og hvor befriende det kan være, når fokus langsomt flytter sig.

Fra:

"Hvordan føles det i kroppen lige nu?"

Til:

"Hvad vil jeg gerne kunne gøre i dag?"

Det betyder ikke, at du "bare" skal ignorere dine smerter.
Men måske behøver smerterne ikke altid være det, der bestemmer, om dagen er god eller dårlig.

For nogle gange er et af de vigtigste skridt fremad ikke, at kroppen fylder mindre.
Men at den fylder mindre i tankerne.

Det er ikke let at ændre, og det lykkedes ret sikkert ikke de første mange mange gange.
Men en start er, at blive opmærksom på, hvor ens opmærksomhed er, for at kunne ændre det.

"Jeg føler, jeg er sat tilbage til start!"
"Jeg føler, jeg er gået i stå"

To sætninger der af og til dukker op i et forløb.

Det kan være fordi man oplever smerter, der var væk, komme retur.. Det kan være den fremgang man oplevede i starten aftager..

Måske fordi træningen ikke har kørt de sidste par uger.
Måske fordi kroppen reagerer mere eller anderledes lige nu, end den gjorde for en måned siden.

Sandheden er sjældent, at man er tilbage ved start-stregen.
Oftere er det "bare" fordi, man er havnet i en periode, hvor tingene ikke går fremad, eller ikke går lige så hurtigt fremad som i starten.

Vi vil ofte gerne se vores genoptræning og smerter udvikle sig som en lige linje.
Men sådan fungerer kroppen ret sjældent...

Der vil næsten altid være perioder, hvor:
- det går fremad
- det står stille
- eller det føles som om det går lidt tilbage

Det betyder ikke nødvendigvis, at alt det arbejde man har gjort er spildt.

Faktisk tværtimod.

Hvis du ved mere om din krop end du gjorde før.
Hvis du er mindre bekymret, når kroppen reagerer.
Hvis du ved, hvordan du skal justere fx din træning, i stedet for at stoppe helt op.

Så er du IKKE tilbage til start!
Så er du allerede et andet sted end sidst.

Og nogle gange er det faktisk det vigtigste fremskridt af dem alle.

Det handler ikke kun om træning...

Når man har haft smerter længe nok, er det sjældent kun kroppen, der bliver påvirket.

Det gør tankerne ofte også.

Og det er faktisk ikke så mærkeligt.

Hvis du flere gange har oplevet, at ryggen låser, knæet gør ondt eller skulderen brokker sig, så begynder du helt naturligt at tilpasse dig, og gøre noget andet.

Du gør det i bedste mening.

Og det giver god mening at du måske bliver lidt mere forsigtig.
Holder lidt igen.
Undgår nogle bestemte bevægelser.
Springer måske en træning over "for en sikkerheds skyld".

I starten kan det være fornuftigt.
Problemet er bare, at tilpasningerne nogle gange fortsætter længe efter, at det er nødvendigt.

Du forsøger faktisk at gøre det rigtige.
Men over tid kan de strategier, der engang hjalp, ende med at blive dem, der holder dig fast.

Man vænner sig til at passe på - helt ubevidst.
Man vænner sig til at tolke enhver reaktion fra kroppen som et tegn på, at noget er galt - ofte helt ubevidst.

Derfor bliver det på et tidspunkt ikke bare noget man gør.
Det bliver til en vane.

Derfor handler genoptræning for mig sjældent kun om øvelser, styrke eller belastning.

Det handler i lige så høj grad at blive bevidst om sine tillærte strategier, og på den måde langsomt at aflære nogle af de strategier, man har bygget op gennem måneder eller år.
Strategier, der gav mening en gang, men som nu kan holde dig tilbage.
Tilbage til at turde gøre lidt mere igen.
At opdage, at kroppen godt kan mere, end man havde regnet med.

Og nogle gange handler fremskridt faktisk ikke om at lære noget nyt - men om at genlære noget gammelt.

Og det er ofte en mindst lige så stor del af genoptræningen som selve træningen.

Jeg oplever ofte, at mange bliver skuffede over genoptræning eller fysioterapi... ikke nødvendigvis fordi behandlingen er dårlig, men fordi forventningerne og virkeligheden nogle gange ikke helt matcher hinanden.

Jeg oplever at fysioterapi ofte betragtes som noget, der skal “løse problemet” på relativt kort tid.

Men hvis man kommer med en problematik, som har været der i måneder eller måske år, og som har været on/off længe, så synes jeg faktisk også, at det er helt fair at stille spørgsmålet:

Hvad kan man egentlig realistisk forvente af fx. 3-4 konsultationer?

Nogle gange kan 3-4 konsultationer være nok til:

- at skabe ro
- få forståelse for problemet
- få en retning
- og komme godt videre selv

Men andre gange er problemet ikke kun smerterne.

Det er også:

- usikkerheden
- de mange stop/start-forsøg
- frygten for at gøre noget værre
- eller følelsen af aldrig helt at kunne stole på kroppen

Og den slags ændrer sig sjældent på få uger.

Det kræver ofte tid nok til:

- at opbygge kroppen gradvist igen
- skabe gode erfaringer med bevægelse og træning
- justere undervejs
- og finde en måde at få det til at fungere i hverdagen

Det er også derfor, jeg i højere grad kommer til at arbejde med de længere forløb, fordi de er mere sammenhængende og med bedre resultater.

Det er ikke fordi alle har brug for det.
Men nogle har brug for mere end enkelte konsultationer og et program med hjem.

De længere forløb kræver dog én ting. Det er, at man selv er villig til at investere i processen.

Ikke kun økonomisk.

Men med tid, tålmodighed og en indsats over længere tid.
For der findes sjældent hurtige løsninger på problematikker, der har bygget sig op over lang tid.

Til gengæld tror jeg på, at mange kan komme virkelig langt, hvis de får de rigtige rammer, støtte undervejs og tid nok til at bygge sig op igen.

// Lene

Noget af det jeg oplever fylder mest hos mange med smerter, er faktisk ikke altid selve smerten.

Det er frustrationen og usikkerheden omkring den.

“Kan jeg godt fortsætte?”
“Bør jeg holde pause?”
“Gør jeg det værre hvis jeg træner, eller XX?”
“Hvor meget er for meget?”

Og når man bliver usikker nok længe nok, så begynder mange stille og roligt at ændre adfærd.

Man holder lidt igen.
Springer nogle træninger over.
Undgår bestemte bevægelser.
Bliver mere forsigtig.

Ikke fordi man er doven eller umotiveret.
Men fordi man prøver at passe på sig selv.

Problemet er bare, at det nogle gange også bliver det, der holder én fast.

For hvis løsningen hver gang bliver at stoppe helt op, så ender mange med at starte forfra igen og igen, eller aldrig rigtig komme igang igen.

Et godt forløb handler derfor, for mig, om andet end bare øvelser og smertereduktion.

Det handler også om:

- at skabe tillid til kroppen igen
- at lære hvordan man justerer undervejs
- at finde en måde at holde træningen kørende, også når det ikke føles "perfekt"

For de fleste har faktisk ikke brug for at gøre alting perfekt.

De har brug for at føle sig trygge nok til at gøre noget og blive ved.

// Lene

Tak for den gode modtagelse af sidste uges opslag 🙌🏻

I dag lidt flere tanker omkring fysioterapi og min egen udvikling.

Noget af det, jeg nok har ændret mest syn på med tiden, er idéen om hvornår et forløb egentlig “lykkes”.

For tidligere kunne jeg godt tænke meget i succeskriterier som:

- gør det mindre ondt?
- er symptomerne faldet?
- kan vi provokere det mindre?

Hvor jeg i dag måske tænker mere:

- tør du bruge kroppen igen?
- er du mindre nervøs for at bevæge dig?
- kan du holde træningen kørende over tid?
- er du tryg ved træning/bevægelse, selvom du har smerter?
- ved du hvordan du skal justere, når smerterne blusser op?

For mange mennesker lever egentlig ikke særlig anderledes af at have lidt smerte.

Jeg oplever at de begynder at leve anderledes fordi de bliver usikre, utrygge og ikke ved hvad man kan/skal/må/bør gøre.

Og så ser jeg ofte, at folk:

- stopper med at løbe
- holder igen i træningen
- undgår bestemte bevægelser
- begynder at “mærke efter” hele tiden
- eller leder efter den hurtige løsning

Og det er ofte dér, smerterne begynder at fylde mere og mere i hverdagen.

Det er også derfor, jeg er mere interesseret i forløb, hvor der er tid til:

- at skabe gode erfaringer med kroppen igen
- løbende sparring og justering - ikke kun hver 14. dag
- at have en plan – også på de dårlige dage
- og få den viden man har brug for undervejs

Ikke fordi alle har brug for den type forløb.
Nogle har bare brug for en vurdering, lidt vejledning og så kommer de selv videre.

Men for mennesker, der igen og igen bliver stoppet af smerter, tvivl og usikkerhed, tror jeg ofte der skal mere til end enkelte konsultationer.

God kr. himmelfart
- Lene

Jeg vil gerne prøve noget nyt.

Jeg vil forsøge at lave et ugentligt opslag herinde – blandt andet fordi jeg gerne vil vise, at fysioterapi er meget mere end klassiske 30 minutters konsultationer med ét mål: at fjerne smerte.

Ikke fordi der nødvendigvis er noget galt med den tilgang.
Men fordi jeg med tiden har lært, at det vigtigste ofte ikke sker i selve konsultationen.

Det sker imellem dem.

I hverdagen.
I træningen.
I alle de situationer hvor man bliver i tvivl om:
“Hvorfor gør det ondt nu?”
“Må jeg godt fortsætte med xyz?”
“Skal jeg stoppe?”
“Gør jeg det værre?”

Og det er ofte dér, mange ender med at sidde fast.

Det har fået mig til at tænke mere over, hvordan jeg gerne vil arbejde fremover:

➡️ Mindre fokus på enkelte konsultationer
➡️ Mere fokus sammenhængende forløb med større tryghed

For mig handler værdien i fysioterapi ikke nødvendigvis om de 30 minutter i klinikken.

Jeg oplever at værdien i meget højrere grad ligger i redskaber til at:

- føle sig tryg ved at bruge sin krop og have tillid til den
- kunne fortsætte sin træning/ting man holder af at gøre
- opleve, at man faktisk kan mere end man troede

Det er stadig noget jeg er ved at udvikle og finde formen på,
Og den proces, vil jeg gerne dele mere af!

God weekend☀️
- Lene