03/07/2026
Idrætsbyen i Aarhus er midt i en stor transformation.
Vi har været på sitebesøg i Idrætsbyen i Kongelunden, hvor Nyt Sportens Hus og Atletikstadion tager form, og hvor TRANSFORM fungerer som arkitektfaglig bygherrerådgiver.
For os handler transformationen om at skabe bedre sammenhænge mellem store idrætsanlæg, landskab, kulturspor og hverdagsliv. Om at åbne området mod omgivelserne, skabe nye forbindelser for gående og cyklende og gøre Idrætsbyens liv mere synligt i hverdagen.
Når man går rundt i området, er det tydeligt, at Idrætsbyen varsler nye tider. Her åbner kigget fra Jyllands Allé mod Stadionhallerne sig. Terrænet begynder at tegne den landskabelige gryde, der skal indramme det kommende Atletikstadion. Og i overgangen mellem Nyt Stadion, Fan Plaza, Arenaen og Nyt Sportens Hus kan man allerede fornemme konturerne af et nyt fælles byrum.
Samtidig træder områdets kulturmiljø tydeligt frem. Stadion Allé fungerer fortsat som den historiske ankomstakse, Stadionhallerne står som arkitektonisk fikspunkt, fredskoven danner den grønne ramme, og kultursporet fra Aarhus Cyklebane kan stadig aflæses i landskabet.
Det er en særlig opgave, fordi Idrætsbyen ikke blot er et sted for nye faciliteter. Området er udviklet gennem generationer som et sports- og fritidslandskab, tæt forbundet med byen, skoven og aarhusianernes fællesskaber.
Et vigtigt fokus har været at fastlægge terrænkoterne, så de understøtter en let og intuitiv bevægelse gennem området. Terrænet skal ikke blot sikre fysisk tilgængelighed, men også skabe visuelle sammenhænge, så Idrætsbyen opleves som ét samlet landskab frem for en række enkeltstående anlæg.
Gennem de seneste seks år har vi som arkitektfaglig bygherrerådgiver arbejdet med de landskabelige og rumlige greb, der skal give Idrætsbyen en tydelig struktur og skabe gode forbindelser på tværs af området.
TRANSFORM er sammen med Ramboll bygherrerådgiver for Aarhus Kommune og Kongelundens Sekretariat i udviklingen af Idrætsbyen i Kongelunden – en rolle vi fortsætter med frem til projektets færdiggørelse.
Nyt Sportens Hus og Atletikstadion er under opførelse ved totalentreprenør: Raundahl & Moesby, arkitekt og landskab: AART Architects og ingeniør: Niras
Nyt Stadion er under opførelse af A. Enggaard A/S, Arkitekt: Zaha Hadid Architects, Sweco Architects, Ingeniør: Sweco, Landskab: Tredje Natur
Dronefotos: Raundahl & Moesby
02/07/2026
DE FØRSTE SKRIDT PÅ KULBROEN
I denne uge har vi taget en række vigtige skridt sammen med hele holdet omkring Kulbroen og spadseret den cirka seks minutters tur fra Frederiks Plads over Spanien og hen til Sydhavnen.
Nu kan Aarhus opleves fra højden. Med tiden vil Kulbroens forskellige adgangsveje blive åbnet i faser, og det samme gælder Kultårnet, det nye byrum og kulturmiljøet omkring kulturforeningen Kulbroen. Et nyt flow af viden, møder og fællesskaber. Som en pulserende åre af cortenstål, stål og beton, der understøtter en rå og ærlig industriel æstetik – et udtryk, der henter sin inspiration i Sydhavnens industrihistoriske rum, motiver og strukturer.
”Kulbroen bliver et nyt og levende samlingspunkt, der ikke bare binder Aarhus midtby og Sydhavnskvarteret tættere sammen, men også skaber nye rammer og muligheder for kulturlivet og de kreative fællesskaber, som er med til at gøre byen stærkere,” forklarer rådmand for Kultur og Borgerservice, Jesper Kjeldsen, i en pressemeddelelse.
Der vil efter planen være en officiel indvielse af Kulbroen, når de næste koblinger kommer på broen senere på sommeren.
Hos TRANSFORM er vi totalrådgiver og laver projektet i samarbejde med VEGA landskab, Dissing + Weitling, Lendager, Søren Jensen.
Bygherre: Aarhus Kommune
29/06/2026
På sporet af Kulbroen
Tak til Marc Sejr Eggen fra Kulbroen, der i fredags fortalte hele tegnestuen den interessante og fascinerende historie om ideen bag Kulbroen – en idé, der har vokset frem gennem mere end ti år. En fascination af betonstrukturerne fra kvarterets industrielle fortid og en vision om at gøre Kulbroen til et levende kulturmiljø, hvor byen kan opleves oppefra, og hvor broen, koblingerne og parken under broen tilsammen danner et nyt byrum og kulturhus.
Med tiden flytter kulturinstitutionen Kulbroen ind i Kultårnet, som er under opførelse – et fyrtårn for byens kulturelle energi, der kobler sig på og understøtter Kulbroen. Herfra vil festivaler, events og udstillinger vokse frem som kærlige indspark, der puster liv i Kulbroen og binder byen sammen.
Kulbroen indvies officielt sensommeren 2026.
Hos TRANSFORM er vi totalrådgiver og laver projektet i samarbejde med VEGA landskab, Dissing + Weitling, Lendager, Søren Jensen.
Bygherre: Aarhus Kommune
Fotos: TRANSFORM
03/06/2026
KUNSTEN i detaljen. Arkitektonisk action painting på kunstmuseets toiletter
Selv et toiletbesøg kan være en kunstnerisk oplevelse. Det var tanken bag de nye toiletter, vi designede til det transformerede kunstmuseum Kunsten Museum of Modern Art Aalborg tilbage i 2016.
Hvor vi arbejdede nænsomt med omdannelsen af det eksisterende museum af Aalto og Baruël, gav tilbygningen i parterren os mulighed for at slå os løs – så selv et toiletbesøg kunne blive en kunstnerisk oplevelse. Samtidig ønskede vi at sende en anerkendende hilsen til Aaltos smukke mørkeblå fliser på bagvæggen i caféen. Derfor tegnede vi et gulv til loft flisemotiv af 10 x 10 cm fliser i en mørkeblå farve, kombineret med hvide fliser og kvadratiske spejle i samme mål. Tilsammen udgjorde de vores særlige bud på netop dette museumstoilet.
Som arkitektoniske action painters forestillede vi os, hvordan vi kastede snebolde mod væggene – hvordan materialet ramte og efterlod irregulære former, der i flisens pixelerede univers, fremstår som oplevelsesrige og anderledes vådrumsvægge.
De mange spejle – både de små kvadrater og de store badeværelsesspejle – fordobler, forvrænger og skaber overraskende synsvinkler inde på museumstoiletterne.
Fotos: Rasmus Hjortshøj
28/05/2026
Travbyen i Billund er godt på vej – og vi er med til at sikre den arkitektoniske vision!
Siden 2022 har TRANSFORM været bygherrerådgiver for Travbyen, hvor 550 nye boliger opføres med fokus på at bidrage til fællesskab, leg og grøn omstilling.
Hos TRANSFORM sikrer vi, at helhedsplanen og den arkitektoniske vision følges, vi gransker, formidler og rådgiver om strategiske valg og sammenfletter processerne mellem bygherren, arkitekter, ingeniører, entreprenører og myndigheder.
Som bygherrerådgiver på Travbyen spænder vores fokus fra det overordnede overblik i den store skala, til indsigt i den mellemste skala og videre ned i de vigtige detaljer i den lille skala. Det gør os i stand til at tænke på tværs af rådgivere og matrikler og sikre den sammenhængskraft, der er afgørende for udviklingen af den ambitiøse nye bydel. Samtidig er vores rolle at omsætte og oversætte komplicerede processer til overskuelige og konkrete tiltag.
Vi er meget begejstrede for samarbejdet med så ambitiøs en bygherre og vores engagerede rådgiverteam samt et fantastisk team af dygtige bygherrerådgivere. Det er en kæmpe læringsrejse!
Tak til KIRKBI, HLA, NIRAS, GEHL
Vi ser frem til en sommer, hvor mere og mere af Travbyen tager form.
Dronefoto: Travbyen
26/05/2026
Genbrugte loftsplader genopstår som kunstnerisk udsmykning
Under arbejdet med at designe indretning-, inventar-, design- og farvestrategi på Aarhus BSS fik vi ideen til at genanvende 60x60cm akustikpaneler, der tidligere havde fungeret som akustikregulerende lofter på det gamle kommunehospital. I stedet for at kassere panelerne indgik vi et samarbejde med DAMPA, FEAS og Aarhus BSS - Aarhus Universitet om at genbruge dem og skabe en bygningsintegreret kunstnerisk udsmykning med akustisk effekt, som erstatning for projektets ellers planlagte hvide akustikfelter.
Vi designede tre nye formater på 10x40cm, 20x40cm og 40x40cm, der kan anvendes i tre forskellige dybder, og deraf skaber et utal af sammensætningsmuligheder – hele tiden med blik for, at Dampas maskiner kan håndtere formaterne, at de passer med eksisterende formater på skinner, at der kan bukkes nye kanter og at man derefter kan indfarve panelerne.
Next step: Sammen med Aarhus BSS, AU og Dampa udskrev vi en studenterkonkurrence om udsmykning af caféen i bygning 1791. Studerende fra videregående uddannelser i Aarhus blev inviteret til en anonym konkurrence om at genbruge panelerne til en kunstnerisk udsmykning på to store vægge i caféen. Rummets farver og inventar er designet af TRANSFORM. Tanken var at lade de studerende udsmykke de studerendes café.
Thorbjørn Korshøj Bording Nielsen vandt konkurrencen med værket “Fællesskabet”.
Som pixelerede menneskekroppe kravler panelerne fra gulvhøjde og højt op ad væggene. Panelerne er komponeret i tre lag, der giver en interessant og kubisk reliefvirkning, der smukt kontrasteres af Thorbjørns organiske og levende penselstrøg, hvor han sirligt giver relieffet et lag med fede, sorte akrylpenselstrøg. Igen er det menneskefigurer i kontakt, der søger kontakt og som sammen stræber op ad væggen og ud i verden.
Vi er begejstrede for kunstprojektet og glæder os til, at de studerende nu har indtaget caféen med alle dens farver og specialdesignede inventar, der mikser genbrug og nye elementer bemalet i samme toner som resten af interiøret.
Timelapse: Aarhus BSS
Fotos: TRANSFORM
22/05/2026
I går deltog vi i den officielle åbning og i dag har vi været med til at markere åbningen af Aarhus BSS i Universitetsbyen, hvor Charlotte Schmidt, arkitekt og projektleder hos TRANSFORM, formidlede den del af Aarhus BSS, der handler om, hvordan design, indretning og farver bidrager til fællesskaber i den nye universitetsby. Sammen med Nanna Calmar Andersen, projektleder og arkitekt hos Aarhus BSS, viste Charlotte rundt og påpegede, hvordan projektet har haft stort fokus på at skabe genkendelighed og hjemlighed – blandt andet med møbler fra det tidligere BSS, som nu lever videre i den nye universitetsby.
Udover at genbruge møbler og inventar er meget blevet gentænkt og upcyclet. Med ny polstring og bemalet stel genopstår stole, der både er velkendte og samtidig helt nye og moderne. Vi har valgt både et monokromt udtryk, hvor sæde, ryg og stel får samme farve – ultramarinblå, sort, mørkeblå eller rød - og en variation af farver og træ.
Den blå logofarve fra Aarhus BSS er et genkendeligt træk, der går igen som en del af en farve- og designstrategi, der tager afsæt i de historiske farver fra naturen og den tidlige modernisme, hvor bygningerne blev opført. Samtidig kan man opleve, hvordan skrivebordsplader omdannes til borde, og tidligere gymnastikgulve nu indgår som bordplader. Hele tiden med øje for kvalitet, for at bevare historien og for at understøtte både store og små fællesskaber.
Fantastisk, hvordan 8 års arbejde som både arkitektfaglig bygherrerådgiver og som ansvarlig for indretning samt design- og farvestrategi for Aarhus BSS nu har konkretiseret sig.
Tillykke med åbningen til vores bygherre: FEAS, Aarhus BSS - Aarhus Universitet og Aarhus Universitet.
TRANSFORM er bygherrerådgiver sammen med Rambøll og ansvarlig for indretning samt design- og farvestrategi for Aarhus BSS, der er forankret i en høj grad af brugerinddragelse. Kunstprojekt sammen med Dampa. Holmris B8 udfører fast inventar, upcycling og nyt inventar. AART er arkitekter på Universitetsbyen Aarhus BSS og har realiseret projektet sammen med A. ENGGAARD, LYTT og Niras
Fotos: TRANSFORM
19/05/2026
FEM HJERTER I POLITIKEN
Vi forstår godt arkitekturanmelder Karsten Ifversens begejstring for Universitetsbyen. Hvor området tidligere var afskåret fra midtbyen af den dobbeltsporede Nørrebrogade, der skærer sig igennem bydelen, fremstår Universitetsbyen nu som en dragende rød magnet i smukke teglbygninger. Et transformeret sted i byen, hvor studerende kan uddanne sig, hvor fællesskaber kan opstå, og hvor Aarhus’ karakteristiske gule universitetsby nu har fået en rød pendant, der via tre underjordiske passager skaber sammenhæng.
TRANSFORM har siden 2018 fungeret som arkitektfaglig bygherrerådgiver sammen med Ramboll og fulgt projektet tæt. Som arkitektfaglig bygherrerådgiver har vi haft ansvaret for strategisk helhedsplanlægning, arkitektur og funktionalitet. Ud over bygherrerådgivningen har TRANSFORM været ansvarlig for designmanual, indretning, inventar og farvesætning af arealerne til Aarhus BSS i Universitetsbyen.
Tillykke til vores bygherre med de flotte anmeldelser: FEAS, Aarhus BSS - Aarhus Universitet og Aarhus Universitet.
Og stor anerkendelse af arkitekturen til teamet bestående af AART, A. Enggaard A/S , LYTT og NIRAS, der vandt opgaven og har realiseret projektet.
Foto nr. 2: Tina Sørensen
11/05/2026
Stort tillykke til de hviiie!
Danmarksmestrene spiller hjemmekampe på Vejlby Stadion, som TRANSFORM har hjulpet klubben med at planlægge og projektere som et midlertidigt stadion til AGF’s Superliga hold, mens klubbens nye stadion i Kongelunden er under opførelse.
Det midlertidige stadion i Vejlby har en kapacitet på 11.500 tilskuere – masser af plads til fans, der gennem hele sæsonen har hjulpet spillerne mod mesterskabet.
Vi hjalp først med en analyse af, hvor det midlertidige stadion skulle placeres, da der var fire mulige lokationer. Valget faldt på Vejlby, som giver en kompakt og intim stadionoplevelse. Siden disponerede vi stadion i samarbejde med AGF og bistod med projektering og myndighedsrådgivning.
Når AGF’s Superliga hold vender tilbage til deres nye stadion i Kongelunden, indledes fase 2 af projektet. Denne fase indebærer opførelsen af et permanent stadion med klubhus og plads til 3-4.000 tilskuere, som bliver hjemmebane for AGF’s kvindehold samt VSK Aarhus’ divisionshold.
KSDH
Samarbejdspartnere: Rambøll
Fotograf: AGF
07/05/2026
”Det arkitektur kan: løfte en hel bydel”
Sådan omtaler Ane Cortzen vores kulturhus og bibliotek i DR’s programrække “Er der en arkitekt til stede?”, episode 2.
Når hun samtidig kalder biblioteket et mesterværk, varmer det langt ind i vores arkitekthjerter.
Det var netop ønsket om at fange, tolke og understøtte områdets særlige, spraglede bymønster, der gjorde, at vi – sammen med COBE og Schönherr – designede bygningen som et kulturelt centrum for hele kvarteret. Bygningen åbnede i 2011 og har siden været et sted, der samler en bred vifte af byens borgere. Som Ane beskriver, fungerer huset som et naturligt samlingspunkt for bydelen med alt fra fællesspisning for børnefamilier til workshops for unge.
Bibliotekets fire hovedfunktioner består af børnebibliotek, ungdomsbibliotek, voksenbibliotek og koncertsal. Disse funktioner danner tilsammen husets karakteristiske figur, hvor fire bokse er stablet oven på hinanden, og hvor mellemrummene udnyttes til fællesrum og en ny, sammenbindende infrastruktur – både gennem bygningen og på tværs af det eksisterende hus og den nye tilbygning.
Bygningen er udviklet gennem en tæt brugerinddragende proces, hvor lokale aktører har spillet en central rolle i både tænkningen og udviklingen af huset.
Bygherre: Københavns Kommune
Ingeniør: Wessberg Ingeniører (nu: Norconsult)
Fotos: Jens Marcus Lindhe og Adam Mørk
Se programmet her: https://www.dr.dk/drtv/episode/er-der-en-arkitekt-til-stede_-ondskabsfuldt-p_hus-i-nordvest_594021